Markedskommentar: Grækerne går nervepirrende weekend i møde

Selvom weekenden står for døren, så venter der EU-toplederne og ikke mindst den græske premierminister Alexis Tsipras nogle meget travle dage.

EU-mødet lørdag er ved at være absolut sidste chance for at lande en endelig aftale mellem Grækenland og landets kreditorer om en feberredning af den græske økonomi. Ellers truer kapitalkontrol og statsbankerot, og der vil formentlig ikke blive frigivet penge, før en egentlig løsning er vedtaget. Det vurderer seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.

”Det er svært at forestille sig, at nogen vil frigive en eneste euro, før det græske parlament har godkendt en endelig aftale. Det lægger pres på EU-forhandlingerne henover weekenden. Den Europæiske Centralbank (ECB) har gennem forhandlingerne ydet bankerne den fornødne finansiering, men hvis der ikke sker en betydelig fremgang i forhandlingerne, kan det betyde, at ECB begrænser græske bankers adgang til yderligere finansiering. Det kan tvinge den græske regering til at lukke dørene til bankerne, mens der indføres kapitalkontrol,” siger Rasmus Pilegaard.

Han tilføjer, at den tyske kansler Angela Merkel har udtalt, at der skal foreligge en aftale, når markederne åbner på mandag. Hun støttes op af chefen for Deutsche Bundesbank Jens Weidmann, der har meldt ud, at den likviditet, som ECB stiller til rådighed for de græske banker, ikke kan bruges til at holde den græske stat flydende.

Selvom grækerne og kreditorerne, ECB, Den Internationale Valutafond (IMF) og EU-Kommissionen, har ligget i intensive forhandlinger af flere omgange og på den måde har købt de gældsplagede grækere mere tid, er grænsen denne gang ved at være nået. Det er nemlig svært at få øje på, at grækerne har flere euro på kistebunden forud for næste afdrag på gælden tirsdag i den kommende uge.

”Den ultimative deadline for en græsk aftale er konsekvent blevet flyttet længere og længere ud gennem forhandlingerne. Konsekvente kommentarer fra IMF’s Christine Lagarde signalerer dog, at IMF vil reagere hårdt, hvis ikke grækerne betaler afdraget på 1,5 mia. euro, som forfalder d. 30. juni. Grækerne har sandsynligvis ikke pengene, og de bliver derfor nødt til at indgå en aftale med kreditorerne for at kunne betale og dermed undgå at IMF noterer dem for at være i restance,” siger Rasmus Pilegaard.

Svært at få aftale igennem i Athen

Først og fremmest skal kreditorerne acceptere grækernes aftaleudspil. Men på den anden side har den græske premierminister Alexis Tsipras ikke ubegrænset handlefrihed, fordi han er afhængig af, at en aftale skal godkendes hjemme i Athen.

”Hvis aftalen som ventet læner sig tæt op af kreditorernes krav, kan det blive en stor udfordring for Tsipras at samle den fornødne støtte blandt Syriza’s medlemmer i parlamentet. Det vil givetvis være stik imod de løfter, som de gik til valg på, og flere har allerede udtalt, at de vil stemme imod en sådan aftale velvidende at konsekvenserne er uoverskuelige,” fortæller Rasmus Pilegaard.

Markederne har i løbet af ugen reageret positivt på signaler om fremgang i forhandlingerne, men der er givetvis stadig flere investorer som vil se en konkret aftale blive vedtaget, før de for alvor tror på, at en græsk statsbankerot er afværget i denne omgang.