Investorer lurer på billige aktier i sommervarmen

Aktiemarkederne går ind til en sommer, hvor der kan komme flere udsving og pludselige dyk i kurserne. Det har sendt mange investorer på tilbudsjagt efter købsmuligheder på aktiemarkedet, når kursfaldende rammer. Det fortæller chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen.

”Der er en del investorer, som potentielt kan få appetit på at købe aktier, når der er tilbagefald i markedet, og man kan få en smule rabat på aktierne. Det hænger sammen med, at nyhedsstrømmen fra virksomhederne overordnet set fortsat er positiv og obligationsrenterne er så lave, så når man kigger på obligationer kontra aktier, så ser aktier stadig mere interessante ud,” siger Henrik Henriksen.

Chefstrategen forudser en urolig sommer på aktiemarkederne, hvor flere ting vil påvirke markederne. Senest har stærke jobtal fra USA igen fået en amerikansk renteforhøjelse til at rykke tættere på og skabt uro på obligations- og aktiemarkedet. Derfor kan der opstå flere muligheder for at købe op i aktiemarkedet til rabatpris.

”Der er et par ting, som kan rokke ved markedet. Den første amerikanske renteforhøjelse vil være i fokus henover sommeren.  Den amerikanske centralbank (Fed) vil gerne hæve renten i år, og forventningerne til, hvornår det sker, kan få markederne til at hoppe op og ned,” siger Henrik Henriksen.

Også situationen omkring Grækenland og tilbagebetalingen af landets enorme gæld kan skabe usikkerhed på markederne.

”Vi kan se, at markedet bevæger sig, hver gang man tror der er en løsning, og så går det den anden vej, når løsningen ikke er der alligevel. Det er sådan en faktor, som kan skabe volatilitet,” siger Henrik Henriksen.

Men netop fordi, der er mange tilbudssultne investorer, frygter chefstrategen ikke, at man vil se større dyk i aktiekurserne i resten af året.

”Der skal meget til, før vi får længerevarende korrektioner, fordi den globale pengepolitik stadig er meget lempelig. Derfor forventer jeg også, at vi vil se, at aktiekurserne slutter året højere end nu ,” siger Henrik Henriksen.