Politisering af økonomien spøger igen
På kort sigt vil det politiske drama i Washington medføre et svagere vækstbillede hen mod årets slutning. Politik har, siden finanskrisen brød ud, spillet en fremtrædende rolle for den globale økonomi og de finansielle markeder. Kongressens blokadepolitik er en påmindelse om, at politiseringen af økonomien er kommet for at blive med negative konsekvenser for vækstpotentialet i den globale økonomi.
USA: Chickengame i Washington
De hårde makroøkonomiske nøgletal er for en stund rykket i baggrunden. Det politiske spil i Washington er det altoverskyggende tema i disse dage. Vi er nu inde i uge 2 af den delvise nedlukning af den offentlige sektor i USA, som hidtil har tvunget op til 800.000 arbejdere på ubetalt ferie. Republikanerne blokerer fortsat vedtagelsen af en ny budgetlov i Repræsentanternes Hus. Formålet er at aftvinge regeringen indrømmelser omkring Obamas sundhedsreform. Den gode nyhed er, at de finansielle markeder indtil videre har taget udviklingen med ophøjet ro. Den dårlige nyhed er, at der måske netop er behov for mere markante markedsreaktioner på bl.a. aktiemarkedet for at få politikerne i Washington til at finde fælles fodslag. Hertil kommer, at den største risikofaktor slet ikke er selve budgetloven, men derimod gældsloftet, som lurer lige om hjørnet. Inden månedens udgang vil USA højst sandsynligt løbe tør for penge, hvis ikke gældsloftet hæves. Intet mindre end kreditværdigheden af verdens største økonomi står på spil.
Vi forventer, at der i 11. time findes en løsning på især gældsloftet. Republikanerne fik sig en dyr lektion i sommeren 2011, hvor man først nåede til enighed i allersidste øjeblik. Det havde alvorlige økonomiske omkostninger, og Republikanerne gik svækket ud af konflikten dengang. Denne fejl vil man nødigt gentage. Problemet er dog, at ingen ved, hvornår 11. time indtræffer. Den officielle deadline for gældsloftet er d. 17. okt., og det mest oplagte er, at parterne når til enighed om både budgetlov og gældsloft omkring denne dato. Men det er ikke usandsynligt, at finansministeriets sidste reserver og bogholderimæssige tricks vil kunne udskyde datoen for, hvornår USA i sidste ende løber tør for penge - måske helt til 1. november. Indtil der findes en løsning, vil usikkerheden brede sig blandt forbrugere, virksomheder og de finansielle markeder. Allerede på nuværende tidspunkt er den steget med en hastighed, som er uset siden konflikten omkring gældsloftet i 2011.
Problemets kerne: En handlingslammet regering
Bliver konflikten ikke løst indenfor de kommende dage – hvilket ikke forekommer sandsynligt - vil det medføre en mærkbar negativ påvirkning af den amerikanske vækst. De direkte og indirekte negative effekter af nedlukningen vil delvist blive reverseret i starten af næste år, når den offentlige sektor igen kører på fulde omdrejninger, og de ansatte får deres lønninger udbetalt med tilbagevirkende kraft. Men disse dages politiske drama i Washington er i bund og grund udtryk for en dysfunktionel regering, hvor begge kamre i Kongressen modarbejder hinanden. Og dette underliggende problem er af mere vedvarende karakter. Den næste budgetlov kommer med garanti, og det næste gældsloft rammes ligeledes før eller siden. Den latente politiske usikkerhed påvirker med andre ord væksten negativt på mere permanent basis og er en vigtig forklarende faktor bag et - i historiske sammenhæng - svagt opsving i USA.
Den amerikanske centralbank (Fed) overraskede de fleste observatører ved ikke at neddrosle opkøbet af statsobligationer i forbindelse med det seneste pengepolitiske møde i september. Forventninger til netop denne neddrosling havde henover sommeren medført kraftige rentestigninger - ikke kun i USA. Af frygt for konsekvenserne for økonomien har centralbanken set sig nødsaget at udskyde en begyndende normalisering af pengepolitikken. De nyligt opståede politiske problemer i Washington gør det endnu mindre sandsynligt, at obligationsopkøbene allerede reduceres i år. Fed vil formentlig vente til 2014. Men alene det faktum, at Fed via sin retorik i løbet af sommeren har åbnet op for muligheden for en neddrosling, gør, at centralbanken nu må kæmpe en hård kamp for at reducere risikopræmien på obligationsmarkedet i form af et markant rentetillæg - bl.a. ved at købe obligationer i uændret omfang. Det er for tidligt for at træde på bremsen. Fed og de fleste økonomer har de seneste måneder måtte sande, at økonomien endnu ikke kan klare en pengepolitisk afvænning uden større kollateralskader.
Et grumset nøgletalsbillede forude
Når det gælder de utilsigtede realøkonomiske effekter af sommerens rentestigninger vil de vise sig med en vis forsinkelse. Specielt boligmarkedsnøgletal forventes derfor at blive negativt påvirket i fjerde kvartal. Samtidig vil det politiske tovtrækkeri i Washington som sådan dæmpe den økonomiske aktivitet jf. ovenfor. Samlet set vil nøgletalsbilledet være mere grumset end hidtil - specielt 4. kvartal. USA er på lidt længere sigt på ret kurs, men specielt på baggrund af den hidtil relativt positive stemning omkring amerikansk økonomi, må vi være indstillet på skuffelser fra nøgletalsfronten i den kommende tid.
Eurozonen: Fremgang i snegletempo
De europæiske nøgletal tegner stadig et billede af en økonomi, der er ved a vride sig fri af recessionens kløer, men heller ikke meget mere end det, idet væksten kun ser ud til at blive marginalt positiv i andet halvår. Godt nok er den politiske usikkerhed aftaget, eftersom Italien undgik et regeringssammenbrud i sidste øjeblik. Dette ændrer dog ikke ved, at ikke mindst Italien står foran massive udfordringer. Med en trendvækst tæt på 0% skal der gennemgribende reformer til for at øge vækstpotentialet og kunne håndtere en gældsbyrde på 127% af BNP. Selvom regeringen overlevede, er der tale om en svag regering uden mærkbar reformiver, og årets budgetmål på –2,9% ser allerede nu ud til at være udenfor rækkevidde.
Henover sommeren har et robust momentum i USA’s private efterspørgsel og positive impulser fra kinesisk økonomi, hjulpet eurozonen ud af recessionen. Men fremadrettet vil den politiske usikkerhed på den anden side af Atlanten og en begyndende afmatning i Kina (se nedenfor) betyde, at det økonomiske momentum vil få svært ved at forbedres i de kommende måneder. Også i eurozonen er der således fare for negative nøgletalsoverraskelser frem mod årsskiftet, om end et tilbagefald i recessionsterritorium ikke er vores hovedscenarium.
Samtidig sidder den europæiske centralbank (ECB) fortsat på hænderne. ECB har for tiden travlt med at forberede sin rolle som tilsyn over eurozonens 130 største banker. Især den svage udvikling indenfor kreditgivningen volder dog kraftig hovedpine i Frankfurt. Men sandheden er, at pengepolitikken på nuværende tidspunkt ikke kan gøre meget mere for at få gang i udlånssiden. Forudsætningen for et holdbart opsving i eurozonen er netop mere positive impulser fra kreditsiden, som senest blev fremhævet af ECB på rentemødet i september. I den sammenhæng kan likviditet fra centralbanken ikke erstatte et solidt kapitalgrundlag i bankerne. Sidstnævnte kan kun staterne levere til de nødlidende banker i eurozonen. Regeringerne har dog svært ved at tage sig sammen til at skabe et fundament for rekapitaliseringen af den europæiske banksektor - nemlig en bankunion. Nettoresultatet er en vingeskudt banksektor, svagt udlån specielt i periferien og dermed et økonomisk opsving i snegletempo. En så svag vækst vil ikke være nok til at genoprette holdbare statsfinanser i en række eurolande, hvilket før eller siden vil kræve endnu mere uortodoks pengepolitisk hjælp fra ECB.
Kinas opsving mister pusten
Især infrastrukturinvesteringer løftede aktiviteten i kinesisk økonomi i løbet af sommeren. Dette har bidraget til et mere positivt nøgletalsbillede de seneste måneder og mindsket frygten for en hård landing i Kina. Vores forventning er, at der bliver tale om et kortvarigt løft i det økonomiske momentum, idet midlertidige faktorer har været drivkraften bag de positive takter. Allerede nu ses tegn på fornyet afmatning, idet bl.a. Taiwans eksport til Kina har været svag på det seneste. Endvidere har Kinas vigtigste vækstindikator vist en kraftig nedrevidering i forhold til de foreløbige tal, hvilket peger på aftagende vækstmomentum i anden halvdel af september. Stålpriserne er begyndt at falde. Stålpriser er en god strømpil for investeringerne, som fortsat leverer det største BNP-bidrag til Kinas samlede økonomi. Derfor er aftagende stålpriser en kraftig indikation på, at de kortvarige opsving i Kina er ved at miste pusten – noget, som også vil kunne mærkes i den europæiske eksportindustri.
- Af seniorstrateg Witold Bahrke, PFA