Markedskommentar: Stærk jobrapport vil skabe nervøsitet blandt investorer

Mange af verdens investorer risikerer at stå tilbage med svedige håndflader, hvis den amerikanske jobrapport viser sig stærkere end ventet, når den præsenteres senere i dag. Hvis beskæftigelsen er steget kraftigt, rykker en rentestigning fra Den amerikanske centralbank (Fed) tættere på, og det kan koste på rente- og aktiemarkederne.

Det fortæller chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen.

”Hvis jobtallet bliver for stærkt, kan det betyde, at den ventede renteforhøjelse bliver implementeret tidligere end ventet af markedet. Det kan godt skabe noget usikkerhed blandt investorerne,” siger Henrik Henriksen.

Han fortæller, at chefen for Fed, Janet Yellen, især bruger beskæftigelsen som rettesnor for, hvornår og hvordan renten skal hæves.

”Yellen har signaleret, at hvis der kommer et par gode jobrapporter, så vil hun hæve renten allerede i september. Historien viser, at en hurtig rentestigning kan koste på markederne, mens en mere gradvis forhøjelse er til at leve med. Derfor holder vi godt øje med, hvor stærkt tallet bliver, og hvordan markedet reagerer,” siger Henrik Henriksen

Chefstrategen tror dog stadig på et overordnet godt resterende år for aktiemarkederne. Fed planlægger at hæve renten, fordi økonomien og beskæftigelsen i USA er i fremgang, og det er grundlæggende godt nyt for aktierne. Han har dog en større tiltro til de europæiske markeder frem for de amerikanske.

”Generelt ligger vi med en overvægt i Europa og en undervægt i USA, fordi vi tror på, at renteforhøjelserne vil give noget modvind til aktierne i USA. Så vi er positioneret mod, at der er en renteforhøjelse på vej måske allerede i september,” siger Henrik Henriksen.