Til ferien os skiller

Til ferien os skiller

Var sommerferien ikke helt så afslappende, som du havde håbet på? Så er du ikke alene. For mange danskere er ferien nemlig blevet et arnested for personlige og psykologiske problemer. Det viser tal fra PFA’s Sundhedscenter. Læs her om faldgruberne og pak kufferten med nogle gode råd, så du er klar til næste gang.

De fleste danskere forbinder sommeren med en lykkelig tid, hvor stikket bliver trukket ud, og man kan slappe af uden for mange forpligtelser. Men for rigtig mange danskere er det også en tid, hvor konflikterne i privatlivet tilspidses og udvikler sig til problemer, der kræver hjælp fra en psykolog. Det bekræfter tal fra PFA Pension, der leverer sundhedsforsikringer til ca. 200.000 danskere.

”Vi kan se, at brugen af vores helbredssikring til psykologbehandling stiger markant i slutningen august og i september, hvor en stor del af danskerne begynder at komme tilbage fra ferie. Helt nøjagtigt ligger antallet af henvisninger 20 % højere i september måned i forhold til årets øvrige måneder,” forklarer chef for Sundhed & Skade i PFA Rasmus Ruby Johansen.

Han fortæller, at det primært er familiære problemer, der rammer i månederne efter ferien.

”Især henvendelser, som drejer sig om udfordringer i familieliv og parforhold stiger markant i ugerne efter, at sommerferien slutter, og det er ofte i aldersgruppen 30-50 år, at vi får mange henvendelser i den periode,” forklarer Rasmus Ruby Johansen.
 

”Især henvendelser, som drejer sig om udfordringer i familieliv og parforhold stiger markant i ugerne efter, at sommerferien slutter, og det er ofte i aldersgruppen 30-50 år, at vi får mange henvendelser i den periode.”

PFA samarbejder blandt andet med sundhedshuset Prescriba om behandlingen af de kunder, der henvender sig med behov for psykologhjælp. Prescriba har 940 psykologer tilknyttet og behandler hvert år et stort antal danskere, og her kan chefpsykolog Mathias Lisby bekræfte tendensen.

”Henvendelserne efter sommerferien drejer sig om både stress, angst, depression og en række andre områder. Det kan f.eks. være ophør af parforhold eller ægteskab, knas i parforholdet eller forældre, som tager deres forældrerolle op til revision,” siger Mathias Lisby.

Han forklarer, at nogle af problemerne opstår, fordi vores forestillinger om afslapning og familiehygge ikke bliver indfriet. For selvom det ikke skader at glæde sig til ferien, så kan det udvikle sig til et problem, når det viser sig, at virkeligheden ikke lever op til forventningerne.

”Vi har ofte høje forventninger til ferien, og det er der i sig selv ikke noget galt med. Faktisk viser studier, at der i op til 8 uger inden ferien kan være en forhøjet følelse af velvære, som man mener, hænger sammen med disse forventninger. Det kan dog blive problematisk, hvis ferien ikke lever op til vores forventninger, håb eller drømme,” siger chefpsykologen.
 

For mange er ferien et længe ventet afbræk og en mulighed for at komme lidt på afstand af den daglige trædemølle. Det kan give anledning til refleksion og revision af hverdagen. Men når hverdagens udfordringer ikke længere kan gemmes i bunken af arbejde og praktiske gøremål, bliver man tvunget til at se problemerne i øjnene.

”På den ene side kan ferien være en kærkommen tænkepause og en mulighed for at mærke efter, om hverdagslivet er skruet fornuftigt sammen. På den anden side kan der også opstå en tvivl og et ønske om forandring. Får jeg nu gjort de ting, jeg gerne vil? Indeholder mit parforhold de ting, som er vigtige for mig? Er jeg en god nok forælder, eller arbejder jeg for meget?,” siger Mathias Lisby.

En af de helt store trusler mod ferieidyllen er en manglende evne til at koble af, når man først har lagt sig til rette i strandstolen. For mens fokus burde være på afslapning og samværet med familien, så kan man ofte have svært ved at lægge arbejdet fra sig.

”Der er noget som tyder på, at danskerne har fået sværere ved at skille arbejde og privatliv. For mange kan arbejdet flyde over i privatlivet og omvendt. Herudover har den teknologiske udvikling givet os mulighed for at være til rådighed døgnet rundt – også når vi er på ferie, fx giver mobiltelefoner, e-mail og sms mulighed for at tjekke op på arbejde eller blive kontaktet af arbejdet i ferien,” siger Mathias Lisby.
 

På den ene side kan ferien være en kærkommen tænkepause og en mulighed for at mærke efter, om hverdagslivet er skruet fornuftigt sammen. På den anden side kan der også opstå en tvivl og et ønske om forandring.

Han mener derfor, at det er en god idé at drosle ned for de elektroniske hjælpemidler, når man er på ferie, så man i stedet kan hellige sig tiden med familien. Derudover anbefaler han, at man gør mere ud af at tænke over og tale om, hvad man faktisk vil have ud af ferien, næste gang den står for døren.

”Når I planlægger næste ferie, så tal sammen om, hvad I håber på at få ud af ferien og hvilke behov, I hver især har. Har I små børn, der kræver opmærksomhed, ønsker I selv at gå på eventyr, eller vil I have lange dage på stranden med svenske krimier? Tal også eventuelle ”hvad nu hvis-scenarier” igennem – fx hvad nu hvis vi kommer op at skændes over, hvad vi skal se på ferien, hvordan håndterer vi det så? Så har I de bedste chancer for at få en vellykket ferie, der ikke skuffer forventningerne,” forklarer Mathias Lisby.
 

Fem gode råd til jeres næste ferie

  • Tal med dig selv og din familie om, hvad I gerne vil have ud af ferien.
  • Planlæg, prioriter og afvikl dine arbejdsopgaver i ugerne op til ferien, så du har overblik og kan tage afsted uden stress og jag.
  • Skru ned for tempoet i ferien. Det kan fx være ved at give sig ekstra god tid til at spise, sove, eller hvad du finder fornøjelse ved.
  • Læg de elektroniske hjælpemidler væk i minimum et par timer hver dag.
  • Hvis du oplever, at ferien bliver en mulighed for se dit liv, familieliv eller parforhold med nye øjne, så tal med dine nærmeste om det og brug det konstruktivt.