NYE VEJE - EFTER SIDSTE DAG PÅ JOBBET
Omstillingen fra fuldtidsarbejdet er en radikal livsforandring, der fordrer langt større opmærksomhed og omsorg fra den enkelte og fra samfundet, end man hidtil har praktiseret.
Af Poul-Erik Tindbæk, ph.d. og foredragsholder
40 års arbejde og hvad så?
Arbejdslivet fylder meget gennem hele livet. Der er en lang forberedelse gennem opvækst og uddannelse til et dobbelt så langt arbejdsliv. Derimod er forberedelsen og omstillingen til livet efter fuldtidsjobbet stort set fraværende. I en lidt forenklet opstilling kan man godt sige, at med en gennemsnitlig levealder på 80 år, bruges den første fjerdedel af livet til at forberede sig på de næste to fjerdedele. Den sidste fjerdedel af livet starter med et opbrud fra arbejdslivet og et pludseligt tab af den identitet, det har givet. En langvarig ledetråd klippes over, der stilles ikke længere krav til én, og man er helt på egen hånd uden kompas og gps. Det lyder som opskriften på en god gang depression, men sådan er den dominerende forestilling ikke - om den sidste fjerdedel.
Tilskuer på sidelinjen eller fortsat med i kampen
Mange bliver overraskede over, hvor nemt man som efterlønner eller pensionist kan blive tilskuer på sidelinjen, selv om man fortsat har masser af mod og lyst og kræfter til at være medspiller i kampen. I forberedelsen til seniorlivet er det vigtigt at blive mere klar på, hvad man brænder mest for, og hvilke kompetencer man helst vil bringe i spil i den sidste fjerdedel af livet. Man kan nå et godt stykke af vejen ved for eksempel at tænke tilbage og udpege ti begivenheder fra skole eller job, en hobby eller familien, hvor man har været rigtig god og haft det allerbedst. Og så forfølge den kompetence i udformningen af sin egen karriere – både i de sidste år på fuldtidsjobbet og efterfølgende, så længe man har kræfter og lyst.
Nye løbebaner - en udfordring for seniorerne
Det er helt nye løbebaner, der bliver trådt af dagens seniorer, der har svært ved at forbinde deres aktive seniorliv med betegnelsen ’tilbage-trækning’. Der er snarere tale om en udfordrende forandringsproces, og at der fortsat er en karriere og en løbebane, der kan udvikles i de næste 20-30 år.
At være selvhjulpen i den 3. alder - og afhængig i den 4. alder
Betegnelsen ’den 3. alder’ er i Danmark, desværre blevet opfattet som én samlet betegnelse for alle ældre, der har gråt hår og som har forladt arbejdsmarkedet. Helt stik imod den oprindelige hensigt, der netop sigtede mod at tydeliggøre forskellen mellem de selvhjulpne og uafhængige ældre i den 3. alder overfor den 4. alder med svigtende helbred og stigende afhængighed af andre.
Sammenblandingen af de to meget forskellige livsaldre har bl.a. betydet, at vi i Danmark meget sent har fået øje på, at der i vores tid er opstået en helt ny livsfase med stor frihed for den enkelte. En ny fase i livet som beboes af nye grupper af ressourcestærke 60- og 70-årige, som nogle kalder de gamle 40-årige eller de unge 90-årige, men som er det, de er - nye 60- og 70-årige. En ny fase i livet der blev afgrænset og døbt for længe siden, men som først nu er ved at blive synlig og få sit eget liv.
At give tilbage - af hvad man har fået
Der er i den grad brug for at synliggøre den 3. alder som den nye fase i livet, der er en langt bedre fase i livet, end vi normalt har opfattet det. I stedet for at være en vanskelig overgang med identitetskrise og tab af arbejdsnetværk, kan den 3. alder være kulminationen i livet, hvor man på den ene side er frigjort fra de mange praktiske opgaver med børn og arbejde, og på den anden side stadigvæk er mange år fra at blive gammel og afhængig.
Den 3. alder er også kendetegnet ved, at man har nået et punkt i livet, hvor det har betydning at give noget af det tilbage, man selv har fået gennem livet. Erfaringsdividende har psykologen Erik Erikson kaldt det, hvormed han forstår, at al den humane kapital, der er investeret i hver enkelt, nu kan komme samfundet til gode i form af en dividende i den 3. alder.