Markedskommentar: Kinesiske tiltag beroliger nervøse investorer

Efter flere dage med store fald på de kinesiske aktiemarkeder, svarer Kina nu igen ved at lempe landets pengepolitik og dermed skyde flere penge ind i markedet. Det er lige præcis den medicin, som investorerne har ventet på. Det forklarer seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.

”Kineserne prøver at inddæmme de her store fald på aktiemarkederne ved at tage de gode gamle pengepolitiske værktøjer i brug bl.a. med en rentesænkning. Det er det investorerne har ventet, og det som markedet har manglet i de seneste dage, hvor de kinesiske aktiekurser er faldet kraftigt,” siger Rasmus Pilegaard.

Den kinesiske centralbank sænker renten med 0,25 procentpoint til 4,6 pct. fra i morgen. Samtidig sænker centralbanken kravene til de kapitalreserver, som bankerne skal ligge inde med.

Dermed sender den kinesiske regering et klart signal om, at de er klar til at tage de nødvendige værktøjer i brug for igen at sende den kinesiske vækst tilbage på sporet. Endnu mangler markederne dog at se, om tiltagene faktisk vil slå igennem i den kinesiske økonomi.

”Det der nu er behov for i Kina, er, at tiltagene begynder at vise sig i mere positive nøgletal, som kan mane frygten for en hård landing i kinesisk økonomi i jorden. Det kommer til at tage lidt tid, og indtil det sker, kan der godt komme mere uro på markederne,” siger seniorstrategen.

Derfor er dagens rentesænkning og ændring af reservekravene sandsynligvis kun de første i en række af tiltag fra den kinesiske regering.

”Før de her geværgreb viser sig i nøgletallene, kan der godt blive brug for at gøre endnu mere, men det tror jeg også kineserne vil være villige til. Nu har de givet en ny indsprøjtning til økonomien, og der skal nok komme mere. Spørgsmålet er bare, hvornår det kommer,” siger Rasmus Pilegaard.