Markedskommentar: Lempelige toner fra centralbank kan give plus i markeder

Dårlige økonomiske nyheder kan blive til godt nyt for verdens aktiemarkeder, når den pengepolitiske komité i Den amerikanske centralbank, FOMC (Federal Open Market Committee), holder møde i aften. Det vurderer seniorstrateg i PFA Rasmus Pilegaard, som derfor ser frem til at læse den efterfølgende erklæring om FOMC’s forventninger til vækst og inflation i verdens største økonomi.

”Vi er i en situation, hvor dårligt nyt om inflation og vækst fra FOMC kan blive godt nyt for aktiemarkederne, som generelt nyder godt af lempelig pengepolitik. Hvis FOMC vælger at understrege svaghedstegnene i økonomien og fraværet af reel inflation, og derfor kommer med lempelige toner om, at renten vil forblive lav i længere tid end ventet, kan det give et løft til amerikanske aktier,” siger Rasmus Pilegaard. 

Han tilføjer, at det amerikanske aktiemarked udgør ca. halvdelen af det globale aktiemarked, og at stigninger i USA derfor vil sprede sig udover de amerikanske grænser. På sidste møde i FOMC var der 13 ud af 17 styrelsesrådsmedlemmer, der fastholdte, at den amerikanske rente skulle hæves i december, hvis udviklingen fortsatte som ventet. Men den amerikanske økonomi vokser tværtimod langsommere end ventet og er derfor sårbar over for en renteforhøjelse, vurderer seniorstrategen.

”Det mest markante, der er sket siden sidste møde i FOMC i september er, at væksten har været svagere end forventet. Den indenlandske efterspørgsel i USA ser stadig robust ud, men der er også tydelige tegn på, at de globalt eksponerede industrivirksomheder har det svært med den stærke dollar. Det ville være en markant negativ overraskelse for markederne, hvis man hæver renten på mødet i dag,” siger Rasmus Pilegaard.

Komitéens medlemmer kommer også til at diskutere, om man har tillid til, at inflationen er på vej op igen. De seneste nøgletal har ikke vist de store tegn på løninflation i USA endnu, ligesom den overordnede inflation stadig er lav. Og samlet set er der meget, der tyder på, at amerikanerne vil skyde renteforhøjelsen til efter nytår.

”Med de toner, der er kommet i sidste uge, hvor Den Europæiske Centralbank åbnede for en lempelse til december og hvor People’s Bank of China sænkede renterne, står amerikanerne i en meget eksponeret situation, hvis de som den første centralbank begynder at hæve renterne. Jeg forventer derfor ikke, at amerikanerne hæver renten i år. Den amerikanske centralbank er meget fokuseret på amerikanske nøgletal, men udviklingen i resten af verden, hvor amerikanerne jo skal sælge deres varer, spiller også ind,” konstaterer Rasmus Pilegaard.

Han understreger, at de finansielle markeder vil følge de økonomiske nøgletal usædvanlig tæt resten af året efter tegn på, om amerikansk økonomi er klar til den første renteforhøjelse siden 2006.