PFA overdrager nyt domicil til Maersk Drilling

PFA Pension har nu færdiggjort og afleveret nøglerne til Maersk Drilling og Maersk Supply Services’ nye domicil på Lyngby Hovedgade. Det 22.300 kvadratmeter store byggeri har været ramt af flere udfordringer undervejs. Alligevel er det lykkedes at gøre projektet færdigt til tiden og under det oprindelige budget. Det fortæller direktør i PFA Ejendomme Michael Bruhn.

”Vi er rigtig glade for at kunne aflevere ejendommen til Mærsk til både aftalt tid og pris. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Mærsk og entreprenøren omkring byggeriet, og det har været afgørende for at komme i mål med projektet på trods af de problemer, der har været i forløbet,” siger Michael Bruhn.

PFA overtog kontorprojektet på Lyngby Hovedgade efter, at den oprindelige udvikler af ejendommen, Sjælsø Gruppen, gik konkurs i sommeren 2013. Senere gik også entreprenøren på byggeriet Myhlenberg Totalentreprise konkurs.

PFA valgte at købe projektet ud af Sjælsø Gruppens konkursbo og fortsætte byggeriet som ny bygherre. I samarbejde med ejendomsadministratoren Datea og styringsentreprenøren EK Entreprise lykkedes det at få byggeprojektet tilbage på ret køl.

”Vi kom ind i det her projekt på en lidt skæv måde, men i samarbejde med Datea og EK Enterprise er vi kommet godt i mål på trods af det. Det har krævet, at vi er gået noget tættere på processen med at udvikle ejendommen, end vi normalt gør, men når regnestykket bliver gjort op, vil jeg mene, at det faktisk har gjort byggeriet en smule billigere, uden at det har kostet på kvaliteten,” siger Michael Bruhn.

Kontorbyggeriet er tegnet af arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen og er udført i rødbrune teglfacader og glaspartier. Bygningen terrasserer med et stigende etageantal fra 3 etager mod syd til 5 etager mod nord, og i kælderen er der indrettet samlet 225 parkeringspladser til husets kommende beboere.

Ejendommen skal fremover huse Maersk Drilling og Maersk Supply Services’ knap 800 medarbejdere, der rykker ind i lokalerne i løbet af de kommende måneder. Og de nye lejere glæder sig til at flytte ind i det imponerende domicilbyggeri.

”Det har været et meget positiv og produktivt samarbejde med PFA om projektet, og vi ser frem til at tage bygningen i brug,” sagde CEO i Maersk Drilling Claus V. Hemmingsen ved en kort reception mandag formiddag, hvor ejendommen officielt blev overdraget fra PFA til Maersk Drilling.

PFA overtog projektet som en del af pensionsselskabets strategi med at skrue kraftigt op for ejendomsinvesteringerne, og Michael Bruhn er sikker på, at den nye Mærsk-ejendom kommer til at være en særdeles positiv del af PFA’s ejendomsportefølje de næste mange år.

”Der er tale om en investering, der passer godt ind i vores ejendomsportefølje. Det er en stor ejendom, der er opført i kvalitetsmaterialer på en super god beliggenhed. Derudover er den fuldt udlejet på en lang kontrakt til stabil lejer som Mærsk, så samlet set er det en ret sikker investering for os,” siger Michael Bruhn.