PFA opsiger 63 medarbejdere
PFA har løbende tilpasset forretningen og udnyttet mulighederne i bedre it-systemer, mere simple arbejdsprocesser og nye produkter, der er nemmere at administrere. Den øgede effektivitet har gjort det nødvendigt for PFA at reducere antallet af ansatte.
Derfor gennemfører PFA her til formiddag 63 opsigelser.
”Vi har overfor vores kunder en pligt til at sikre, at PFA hele tiden er omkostningseffektiv og tilpasset det meget konkurrenceudsatte marked, vi er en del af. For at leve op til den forpligtelse har vi truffet den vanskelige, men nødvendige beslutning at reducere antallet af ansatte,” siger Group CEO Allan Polack.
Som et led i selskabets 2020 Strategi skal PFA sikre en fortsat høj effektivitet for også fremadrettet at kunne levere produkter af høj kvalitet til lave omkostninger til kunderne.
PFA’s personaleforeninger har været inddraget i processen for at sikre den nødvendige transparens og ordentlighed i forhold til medarbejderne, og PFA vil så vidt muligt hjælpe de berørte medarbejdere med at opnå ny ansættelse andetsteds.
Koncernledelsen i PFA vil gerne sige de opsagte medarbejdere tak for indsatsen i PFA.