Mindfulness giver Anne mere energi

Anne Søndergaard fortæller, at hun er blevet bedre til at koble af i pauserne og til at være nærværende både på arbejdet og i det private efter det ti ugers kursus i mindfulness og søvn.

For tusinder af danskere kniber det med energien til at få familie- og arbejdslivet til at hænge sammen. Men med nogle simple redskaber inden for mindfulness og en god nattesøvn kan man komme problemerne i forkøbet. Det oplevede PA & HR-koordinator Anne Søndergaard, da hun sammen med sine kolleger fra forsikringsmæglervirksomheden Marsh fik et 10-ugers PFA-kursus i mindfulness og søvn.

Dårlig nattesøvn og manglende velvære i hverdagen er et problem for rigtig mange travle danskere. Fire ud af ti føler sig lidt eller meget generet af søvnproblemer, og hver dag er 35.000 danskere sygemeldt på grund af stress. Dårlig søvn og manglende trivsel og mentalt overskud i hverdagen kan hænge sammen og skyldes ofte, at man har problemer med at koble af i en hektisk og travl hverdag. Et af de nyere redskaber til at få styr på tankerne og lære at koble af er mindfulness, som handler om at være til stede i nuet og lytte til kroppens signaler. 

En af dem, der har haft glæde af de mentale redskaber fra mindfulness, er PA & HR-koordinator Anne Søndergaard, 36 år, som sammen med 24 kolleger fra forsikringsmæglervirksomheden Marsh netop har været gennem et ti ugers forløb med fokus på søvn og mindfulness. Forløbet blev arrangeret i samarbejde med deres pensionsselskab, PFA, og formålet var at give medarbejderne i den ofte travle virksomhed nogle redskaber til bedre at kunne klare hverdagens pres. Og det er lykkedes, for en måling viser, at antallet af medarbejdere med et meget højt energiniveau i arbejdstiden er steget fra 42 pct. til 62 pct.*, og andelen af medarbejdere med et højt energiniveau i fritiden er steget fra 11 pct. til 40 pct.**

Mere energi og overskud

Som Anne Søndergaard fortæller, har hun fået mere energi i kroppen og et større mentalt overskud, efter hun har lært at bruge mindfulness i hverdagen.

”Under forløbet har jeg kunnet mærke, at jeg gradvist er blevet mere oplagt, energisk og nærværende i løbet af min arbejdsdag. Vi er ikke plagede af stress, men vi har en travl og ofte meget krævende hverdag, så det har været meget givtigt for mig og mine kolleger at få nogle værktøjer til at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. Selvom jeg ikke har døjet med søvnproblemer, har jeg kunnet mærke en forbedring i søvnkvaliteten ved fx at lave mindfulness-øvelserne lige inden, jeg lægger mig til at sove. Desuden er jeg blevet bedre til at være opmærksom på, hvornår kroppen er ved at blive for presset,” siger Anne Søndergaard.

Hun har dels prøvet forløbet på egen krop, dels har hun gennem sin rolle som koordinator på projektet et overblik over hendes kollegers reaktioner. Forløbet kørte fra efteråret 2015 til begyndelsen af januar i år og indeholdte 10 sessioner med undervisning i mindfulness, adgang til online mindfulness-øvelser, et foredrag om søvn og et digitalt selvmonitoreringsarmbånd, der tracker den enkeltes søvn og giver indblik i søvnkvaliteten. Undervisningen var frivillig og foregik i arbejdstiden, men øvelserne kan laves hvor og når som helst, fx i en kaffepause.

Øvelserne handler bl.a. om at lære at slappe af, styre sine tanker og blive bedre til at koncentrere sig. Det kan blandt andet ske ved at ’scanne’ kroppen systematisk igennem.

”Oftest laver jeg øvelserne derhjemme, hvor jeg trækker stikket i 10-15 min og fx laver en ’bodyscan’, hvor man træner sin opmærksomhed ved at vende blikket indad og ’scanne’ hele kroppen del for del. Dvs. man vender fokus og tanker mod den enkelte kropsdel og lader fokus gå fra fx armen til hånden og videre til den anden arm og hånd, videre til ben og mave, ansigt osv., indtil man er hele kroppen igennem,” siger Anne Søndergaard.

Hun uddyber, at de afstressende øvelser hjælper hende med at være mere på, når der er brug for det – både derhjemme og på arbejdet.

Billede: Deltagerne prøver at ”finde sig selv” med en liggende mindfulness-øvelse og dæmpet musik i baggrunden. Det er underviser Chris Norre til venstre, som guider medarbejderne.

”Jeg synes, jeg er blevet bedre til at fokusere på det, jeg laver nu og her, fx ved at gøre en opgave færdig, før jeg begynder på den næste. I forhold til møder er jeg mere nærværende og tænker ikke på det næste møde om en time. Jeg har fået helt nye værktøjer til at arbejde med min bevidsthed og koncentration,” siger HR-koordinatoren og tilføjer, at øvelserne har givet hende mere ro i arbejdsdagen, selvom hun løber nøjagtig lige så stærkt, som hun plejer.

Fremskridt hos alle medarbejdere

Fra PFA’s side er chef i Strategisk Sundhed & Forebyggelse Rikke Bay Haaber glad for, at medarbejderne i Marsh har opnået så fine forbedringer inden for deres mentale velvære.

”Efter projektets afslutning kan vi se, at der er fremgang overalt. Projektet har fundet sted i årets travleste periode hos Marsh, men alligevel har medarbejderne fået mere ro, overskud og energi på arbejdet og i fritiden. Det giver en bedre work-life-balance. Det er vigtigt for en virksomhed, at medarbejderne har et højt energiniveau, for det betyder, at de bliver mere effektive og mere motiverede til at yde en indsats. Og endelig er det selvfølgelig godt for deres humør og personlige velvære,” siger Rikke Bay Haaber.

Fakta: Anne Søndergaard

  • Som for de fleste andre af medarbejderne i projektet er det første gang, at Anne Søndergaard har stiftet bekendtskab med mentale øvelser i mindfulness og søvn. Hun har ikke haft problemer med sin søvn, men praktisering af mindfulness har alligevel haft positiv virkning på nattesøvnen. Hun kan fx se på sit selvmonitoreringsarmbånd, at hendes søvnkvalitet er blevet bedre.
  • Anne Søndergaard laver øvelserne fire dage om ugen i gennemsnit. Af praktiske årsager laver hun dem mest derhjemme. 
  • Hun er 36 år, skal snart giftes, og har to små børn på et og tre år.

Det største udbytte for Anne

  • Forløbet har øget bevidstheden omkring hendes mentale tilstand og tilstedeværelse og givet hende et enkelt redskab til at håndtere det, når der er ”tryk på kedlerne”.
  • Det giver en rigtig god kultur, at man kan skabe et sammenhold om noget andet end arbejdet.

Udfordringerne for Anne

  • Det kræver disciplin for den enkelte at få det prioriteret i en travl hverdag, men på trods af travlhed har der været stor opbakning til projektet fra starten.
  • ­Det føltes lidt grænseoverskridende i starten at skulle ligge side om side med sine kollegaer med lukkede øjne, men efterhånden som man mærkede effekten af øvelserne, blev det mere naturligt.

Fakta: Resultaterne af undersøgelsen

  • Arbejde: Energiniveauet steg både om formiddagen og eftermiddagen. Om formiddagen steg andelen af medarbejdere med højt energiniveau således fra 52 pct. til 68 pct. og om eftermiddagen fra 26 pct. til 56 pct.
  • Fritid – hverdage: Her steg andelen af medarbejdere, der vurderer, at de har et ’meget højt’ energiniveau fra 4 pct. til 24 pct. I weekender er tilsvarende tal steget fra 17 pct. til 56 pct.
  • ­Søvn: Andelen, der aldrig eller sjældent er udhvilede om morgenen, er faldet fra 43 pct. til 12 pct.
  • ­I gennemsnit har 20 medarbejdere deltaget i de i alt 10 sessioner i søvn og mindfulness.

I øvrigt

Marsh er verdens største forsikringsmæglervirksomhed med ca. 27.000 medarbejdere på verdensplan i over 130 lande.

Kilder om stress: Sundhedsstyrelsen: ’Den Nationale Sundhedsprofil 2013, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø & Beskæftigelsesministeriet

*Målt som simpelt gennemsnit over formiddags- og eftermiddagsmåling.
**Målt som simpelt gennemsnit over målinger for hhv. hverdage og weekend.