Markedskommentar: Lunkne nøgletal kan få centralbank til at spare på krudtet

Rasmus Pilegaard, seniorstrateg i PFA

Meget tyder på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), vil lade patronen blive i hylsteret og ikke melde en renteforhøjelse ud på mødet senere i dag. For selvom der er forårsfornemmelser i den amerikanske økonomi, har nøgletallene på det seneste været lunkne, og markederne er derfor næppe modne til en højere rente. Det vurderer seniorstrateg i PFA Rasmus Pilegaard, inden notatet fra mødet offentliggøres i dag.

”Jeg er ret overbevist om, at den amerikanske centralbank vil meddele, at renten fastholdes på mødet i dag. Det bliver mere interessant at se, om Fed signalerer, at renten kan blive hævet ved mødet i juni, da det potentielt vil kræve en ret markant gen-prissætning af markederne. Nøgletallene for den amerikanske økonomi er samlet set OK, men væksten i starten af 2016 har været beskeden og sikkert i omegnen af 0,2 pct. i kvartalet,” siger Rasmus Pilegaard og henviser til nøgletallene for den amerikanske BNP-vækst, der offentliggøres i morgen.

”De økonomiske vækstudsigter er stadig lave, og konjunkturindikatorer fra fremstillingsindustrien samt indkøbschefernes forventninger til fremtiden er fladet ud og befinder sig på et moderat leje. Inflationsforventningerne er steget sammen med olieprisen, men de er stadig under niveauet for 2015, og der er ikke speciel grund til bekymring om, at inflationen vil stige for hurtigt. Det taler for, at ’duerne’ i Fed fortsat har overtaget, og at dagens kommuniké signalerer, at man stadig går meget forsigtigt til værks og gemmer krudtet til senere i 2016,” konstaterer Rasmus Pilegaard.

Foder til 'duer' og 'høge'

Med ’duer’ henviser Rasmus Pilegaard til de forsigtige medlemmer i Fed’s styrelsesråd, som gerne vil holde hånden under den økonomiske vækst og fx fastholde den lave rente. Overfor står de mere hårdføre ’høge’, som vurderer, at økonomien er klar til højere renter. Rasmus Pilegaard peger på, at væksten formentlig vil komme igen på sigt. Der er nemlig flere ting, der går rigtig godt i amerikansk økonomi – bl.a. er fremgangen på arbejdsmarkedet stadig robust, og aktierne har genvundet pusten efter årets nedtur samtidig med, at de lave renter stimulerer økonomien.

”Dollaren er svækket, aktierne i USA er tæt på toppen, kreditspændet er svundet ind, og renterne er lave. Så de finansielle indikatorer er mere lempelige end på Fed’s sidste møde i marts, og de er også tæt på niveauerne i december, hvor centralbanken hævede renten. Det stimulerer aktiviteten i økonomien, og er de argumenter, som ’høgene’ vil fremføre,” siger seniorstrategen, som altså regner med, at ’duerne’ vil vinde aftenens duel i den amerikanske centralbank.