PFA kåret til årets digitale pensionsselskab

PFA vandt onsdag aften prisen som årets digitale pensionsselskab, som FinansWatch og analyseinstituttet Wilke står bag. Prisen blev overrakt som en af hovedpriserne ved kåringen af ’Årets Digitale Finansvirksomhed’ på Nationalmuseet, hvor PFA også modtog prisen for bedste digitale kundeløsninger i pensionsbranchen.

Koncerndirektør og CCO Mads Kaagaard glæder sig over priserne for PFA’s digitale løsninger.

”Vi er utrolig glade for priserne, som vidner om, at vi er på rette vej til at sikre vores kunder digitale løsninger, der imødekommer deres præferencer og behov. Helt grundlæggende ønsker vi, at de digitale løsninger skal understøtte, at vores kunder kan blive klædt bedst muligt på til at træffe beslutninger om deres pension. Det gælder både via selvbetjeningsløsninger og via medbetjeningsløsninger i den personlige rådgivning,” siger koncerndirektøren.

Han fortæller, at hele den finansielle sektor i høj grad er præget af den teknologiske udvikling, som åbner op for en masse muligheder, men som også stiller krav til sektoren.

”Når vores kunder møder os, er det naturligt, at de har forventninger til, at vi kan levere digitale løsninger på højde med det niveau, de møder andre steder udenfor pensionsbranchen fx Google, Facebook og Amazon. Det stiller høje krav til os og sektoren og er en opgave, som vi er ydmyg overfor, men som vi også vil arbejde målrettet på at indfri,” siger Mads Kaagaard.

Kåringen er baseret på sammenligning af Danmarks største pensionsselskaber og inkluderer en undersøgelse af over 3000 kunders oplevelse af selskabernes digitale løsninger, ekspertvurderinger af løsningerne og en vurdering af selskabernes arbejde med digitalisering.