Ny bestyrelsesformand i PFA

Torben Dalby Larsen er i dag blevet valgt som ny formand for bestyrelsen i PFA. Det skete på det konstituerende bestyrelsesmøde, der efterfulgte generalforsamlingen, der blev afholdt tidligere i dag.

Torben Dalby Larsen vil som formand være flankeret af to ligeledes nyvalgte næstformænd i form af Niels-Ulrik Mousten og Peter Ibsen.

Torben Dalby Larsen har betydelig erfaring med bestyrelsesarbejde og har siden 2015 været næstformand i PFA’s bestyrelse. Derudover er han administrerende direktør og chefredaktør i Sjællandske Medier. Han siger i forbindelse med valget:

- Jeg er glad for at modtage valget som ny formand for bestyrelsen i PFA. Jeg kender PFA godt og har været næstformand i bestyrelsen siden 2015, så jeg har været med til at definere den retning, PFA har lagt med virksomhedens Strategi 2020, og det er den retning, vi fortsætter med mig som formand.

Han uddyber:
- PFA’s strategi 2020 er en ambitiøs strategi med en række klare mål, der skal sikre, at PFA bliver ved med at udvikle positionen som det største kommercielle pensionsselskab, og på samme tid skal den tilpasse virksomheden til den udfordrende markedssituation, der er i pensionssektoren og samfundet generelt med lav økonomisk vækst, uro på aktiemarkederne og stor konkurrence.

Torben Dalby Larsen tager over som formand efter Svend Askær, der har været formand for PFA’s bestyrelse siden 1999. Svend Askær fortsætter som bestyrelsesmedlem. Han siger:

- Jeg er glad for at kunne stoppe som formand på et tidspunkt, hvor det går godt for selskabet, og hvor vi har fået en ny direktion og strategi på plads.

På det konstituerende bestyrelsesmøde blev der også valgt to nye næstformænd i form af Niels-Ulrik Mousten og Peter Ibsen. Niels-Ulrik Mousten er ny i bestyrelsen. Han er direktør for Netsuom Aps og tidligere administrerende direktør i Danske Capital. Han er desuden bestyrelsesmedlem i Danske Private Equity A/S og Hovedstadens Liberale Erhvervsklub. Peter Ibsen har været i bestyrelsen i PFA siden 2008.

Derudover blev direktør Lasse Grønbech og forbundsformand Lone Engberg Thomsen valgt ind som nye medlemmer af bestyrelsen på generalforsamlingen i PFA.

For yderligere informationer kontakt:
Kommunikationsdirektør, Mikkel Friis-Thomsen 29 12 36 64 eller mft@pfa.dk