Markedskommentar: Fire scenarier for britisk in/out-afstemning

Henrik Henriksen er chefstrateg i PFA

Det kan blive en bitter kop te for både briterne og resten af EU-borgerne, hvis indbyggerne i Det Forenede Kongerige vælger at søge mod udgangen og lave et britisk exit (Brexit) ved afstemningen om EU d. 23. juni. Chefstrateg i PFA Henrik Henriksen opstiller her fire mulige scenarier for konsekvenserne af afstemningen: Et scenarium ved et ’ja’ og tre andre ved et ’nej’.

”Hvis vi får et ja, vil investeringsmarkederne drage et lettelsens suk. Den usikkerhed, som vi har set på markederne op til afstemningen, vil forsvinde og britiske aktier, europæiske aktier og andre risikofyldte aktiver vil stige, ligesom det britiske pund også vil blive mere værd. Det vil være særlig godt for investorer med mange europæiske aktier,” siger Henrik Henriksen.

Det andet scenarie er en såkaldt lykkelig skilsmisse, hvor briterne stemmer nej med nogle små negative stød på markederne til følge. Men den langsigtede stabilitet vil blive opretholdt.

”Vi får et nej, men derudover fortsætter det øvrige europæiske samarbejde stort set uforandret. Storbritannien er i princippet medlem af EU i op til to år efter, de har meldt sig ud. Så briterne har et stykke tid til at forhandle en løsning om fx handelssamarbejder færdig med EU. Og hvis politikerne har vilje til at finde en pragmatisk løsning, kan det godt lade sig gøre uden stor dramatik. Der vil komme en vis negativ reaktion på markederne, men det er ikke noget, som nødvendigvis vil ramme væksten særlig hårdt på længere sigt – hverken i Storbritannien eller i resten af Europa,” konstaterer chefstrategen.

Han tilføjer, at i tilfælde af et nej, er det scenariet, som umiddelbart er mest realistisk, fordi alle vil have en interesse i at mindske omkostningerne.

En tredje mulighed er, at vi får et nej, og briterne og EU vil stå hårdt overfor hinanden, men samarbejdet i EU og eurozonen bevares med en smule knagen i krogene. Det vil skabe høj usikkerhed på investeringsmarkederne og give en lavere vækst i britisk økonomi.

Afstemning kan sprede ringe i vandet

Den fjerde og sidste mulighed vil ramme markederne meget hårdt og give en økonomisk lussing til briterne og resten af EU: 

”Det værste nej-scenarium er, at andre lande følger Storbritannien og vil ud af EU, og at vi derfor får en opløsning af det europæiske samarbejde og euroen. Det er en udvikling, som i givet fald vil ske over tid, og vi vurderer, at det er det mindst sandsynlige scenarie. Det er svært at forudse, hvor negativt markederne vil reagere, men kønt bliver det ikke, og vi vil helt sikkert se kraftige fald på alle typer risikofyldte investeringer og en solid nedtur for britisk økonomi,” siger Henrik Henriksen.