Markedskommentar: Britisk joker kan afbøde økonomisk nedtur efter brexit

Briternes farvel til EU d. 23. juni gav ridser i lakken på den ellers pæne britiske økonomi. Men modsat i mange andre rige lande kan centralbanken, Bank of England, stadig trække jokeren og nedsætte renten for at skabe vækst i økonomien. I dag kommer Bank of England for første gang siden brexit-chokket med en rentemelding, og selvom renten i dag måtte forblive uændret, så kan den blive et vigtigt redskab til at stimulere den britiske økonomi med senere.

Sådan lyder vurderingen fra seniorstrateg i PFA Rasmus Pilegaard.

”Mark Carney - chefen for den britiske centralbank - har luftet muligheden for, at pengepolitikken kan blive lempet i løbet af sommeren for at afbøde det stød, som brexit har medført. Lempes pengepolitikken i dag, er det et udtryk for, at centralbanken ser det som sandsynligt, at det negative scenarie for væksten, som banken har advaret imod ved et brexit, potentielt kan blive en realitet, medmindre banken selv tager affære,” siger Rasmus Pilegaard og tilføjer:

”Den britiske rente har siden finanskrisen været på 0,5 pct., så i modsætning til i de fleste andre vestlige lande har de stadig noget krudt tilbage, som de kan bruge til at stimulere økonomien med på sigt.” 

En lempelse af pengepolitikken kan fx ske via lavere renter til gavn for virksomhedernes investeringslyst og forbruget i Storbritannien. Seniorstrategen peger på, at centralbankens største udfordring lige nu er, at der ikke er friske nøgletal for, hvordan de britiske forbrugere og virksomheder har reageret på usikkerheden om den fremtidige britiske økonomi. Det kommer der først tal for om nogle uger, når de første tillidsindikatorer begynder at tikke ind. Men inden da skal der altså træffes en vigtig beslutning.

”Carney står over for en kæmpe udfordring. Hvis pengepolitikken lempes allerede nu, viser han handlekraft, men beslutningen vil være baseret på negative forventninger fremfor hårde facts. Det gør det svært at dosere lempelsen. Ved det næste rentemøde i august han har mere information om, hvordan det reelt står til, og det kunne tale for, at han udskyder beslutningen. Hvis det sker, vil han sandsynligvis understrege, at centralbanken vil gøre alt, hvad den kan, for at de værste mørkescenarier ikke bliver virkelighed,” forklarer seniorstrategen med henvisning til centralbankens kraftige advarsler mod de negative økonomiske effekter af et brexit før afstemningen.

Han uddyber, at hvis renten ikke ændres i dag, så vil fokus i stedet rette sig mod rentemødet i Bank of England i august, hvor både rentenedsættelser og obligationsopkøb kan komme på tale.

”En rentenedsættelse eller et klart signal om, at centralbanken er klar til lempelser senere på sommeren, vil sandsynligvis blive modtaget positivt af aktiemarkederne, som de seneste dage er blevet løftet af udsigten til en endnu længere periode med lave renter både i USA og Europa,” slutter Rasmus Pilegaard.