PFA: Mudret britisk valg kan ikke stoppe global optimisme

God europæisk økonomi er vigtigere for din pension end det britiske valg. Så klar er meldingen fra PFA’s chefstrateg Henrik Henriksen efter det britiske parlamentsvalg d. 8. juni.

Se videoen nederst i artiklen!

Valget til det britiske parlament blev tættere end ventet. Det konservative regeringsparti fik flest mandater, men gik markant tilbage, mens det andet store parti, Labour, gik frem.

Det betyder, at Premierminister Theresa May ikke fik det styrkede mandat til at gå ind til løsrivelsesforhandlingerne med EU, som hun havde håbet på. Det er dog ikke noget, som i det store billede betyder noget for din langsigtede pensionsopsparing, som er investeret på finansmarkederne, forklarer chefstrateg Henrik Henriksen fra PFA.

”Reaktionen har været negativ omkring det britiske pund, som er faldet med ca. et par procent, men ellers har reaktionen været meget afmålt på markederne, ” siger Henrik Henriksen dagen efter valget.

Han tilføjer, at det nu er blevet lidt mere uklart, hvordan briterne skal føre udmeldelsesforhandlingerne af EU, som skal være færdiggjort senest om to år. 

”Valget betyder, at den hånd, hvormed briterne fører Brexit-forhandlingerne, er mere usikker. En smule af den usikkerhed kan godt forplante sig til Europa. Men vi har set, at de europæiske aktiemarkeder har taget afstemningen i stiv arm, så indtil nu tyder det på, at aktiemarkederne ser igennem det her og kigger på den underliggende økonomiske vækst,” siger Henrik Henriksen. 

PFA har for øjeblikket mange aktier i Europa og mange aktier fra de nye vækstmarkeder, emerging markets, og det ændrer det britiske valg ikke på. Samtidig går det godt i den globale økonomi, og også i Storbritannien ser det lysere ud, end det gjorde på samme tidspunkt sidste år. 

”Som pensionsopsparer kan man konstatere, at den politiske usikkerhed stadigvæk er forhøjet, men på trods af det, så er de økonomiske udsigter langt mere positive, end de var for et års tid siden, da briterne besluttede sig for at forlade EU,” siger chefstrategen.