Københavns nye vartegn Axel Towers indviet af H.K.H. Kronprinsen

Københavns nye vartegn Axel Towers indviet af H.K.H. Kronprinsen

Foto: Ricky Molly

Tirsdag klippede H.K.H. Kronprinsen det røde bånd til Axel Towers på Axeltorv i København, som PFA’s kunder er medejere af.

H.K.H. Kronprinsen klippede det røde bånd på hovedtrappen i den markante bygning med de bløde former, og popikonet Fallulah sørgede for tonerne til indvielsen, hvor nysgerrige og forbipasserende sammen med lejere og venner af huset var indbudt til åbningsceremonien for de fem nye kobbertårne, der er skudt op i hjertet af København.

”Det er allerede en ikonisk bygning, som vi har fået enormt god respons på. Derfor håber jeg, at alle, der har deres pensionsopsparing i PFA vil være stolte af at have sin del i dette spændende byggeri lige overfor Tivoli, som allerede er udråbt som et af Københavns nye vartegn på linje med Rundetårn,” siger Michael Bruhn, direktør i PFA Ejendomme.

Udover PFA Ejendomme er det ATP Ejendomme og Industriens Pension, der står bag kobbertårnene, der rummer både kontorer og forretninger. Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel har været involveret i byggeriet fra begyndelsen og har hjemme i langt størstedelen af det markante byggeris kontorer.

I stueetagen ligger blandt andet Klarlund, Danmarks største forhandler af smykker og ure, Peter Beier Chokolade og kaffekæden Starbucks, ligesom Michelin-restauranten AOC åbner under et nyt koncept på toppen til efteråret.

 

Fakta om Axel Towers

Axel Towers er tegnet af arkitekt Lene Tranberg og rummer kontorer, butikker, spisesteder, offentlig byhave, skybar og restaurant samt parkeringsanlæg i fem etager.

Udover Gorrissen Federspiel, der har hjemme i langt størstedelen af kontorlokalerne, bor også T. Rowe Price, Core Property Management og Better Energy i ejendommen.

Starbucks, Klarlund, Peter Beier Chokolade bor i stueetagen, mens restaurant AOC snart flytter ind under et nyt koncept. Café Dalle Valle rykker også ind i Axel Towers.

Byggeriet består af i alt fem sammenvoksede, cirkulære tårne. Tårnene varierer i højde fra 28 til 61 meter, og de indeholder 40.200 m² fordelt på 23.000 m² over terræn.