PFA investerer trecifret millionbeløb i amerikanske parkeringshuse

PFA investerer trecifret millionbeløb i amerikanske parkeringshuse

PFA investerer et større trecifret millionbeløb i et internationalt konsortium, der sammen køber det amerikanske infrastrukturselskab InterPark af kapitalfonden Alinda.

PFA er gået sammen med fire store internationale investorer, der sammen køber det amerikanske infrastrukturselskab Interpark af Kapitalfonden Alinda. Konsortiet består ud over PFA af det amerikanske pensionsselskab Teachers Insurance and Annuity Association of America (TIAA), det tyske forsikringsselskab Munich Re, som køber gennem deres kapitalforvalter Munich Ergo Assetmanagement GmbH (MEAG), samt de to gigantiske kinesiske investorer CIC Capital Corporation og ChinaLife.

InterPark er USA's største ejer og operatør af parkeringsinfrastruktur. De ejer 57 parkeringshuse med i alt 49.000 parkeringspladser fordelt på de bedste beliggenheder i de største amerikanske byer som Chicago, Philadelphia og San Fransisco.

Investeringen er et vigtigt skridt i udbygningen af PFA’s portefølje af direkte investeringer i infrastruktur og unoterede selskaber.

”Med købet af InterPark laver PFA en langsigtet direkte investering i infrastruktur i USA. Det er en meget attraktiv investering, som vi forventer, vil sikre PFA og vores kunder et attraktivt og stabilt afkast i mange år frem. InterPark har en stærk position på det amerikanske marked med unikke beliggenheder i de mest centrale bykerner, en stabil omsætnings- og indtjeningsvækst – og det i en industri med høje adgangsbarrierer og stigende efterspørgsel. Det gør investeringen meget interessant for os i PFA,” siger Henrik Nøhr Poulsen, investeringsdirektør i PFA med ansvar for aktier og alternative investeringer.

Den stigende urbanisering, der vil tage til i de kommende år, gør investeringen endnu mere attraktiv. Det er med til at skal skabe stabile, langsigtede afkast til PFA’s 1,2 mio. kunder.

”Som i mange andre vestlige lande sker der en stigende urbanisering i USA. Det gør, at efterspørgslen på netop denne type infrastruktur vil stige i fremtiden. Porteføljen på de 57 parkeringshuse med de bedste beliggenheder i USA giver en unik og diversificeret portefølje med et stort afkastpotentiale, mens den på samme tid er godt beskyttet mod potentielle nye, langsigtede trends som eksempelvis førerløse biler. Oveni er Interpark både en dygtig ejer og operatør, det giver en solid bund i investeringscasen,” siger Henrik Nøhr Poulsen.

Flere samarbejder fremover

PFA arbejder målrettet med at øge antallet af alternative investeringer. Derfor er der afsat en pulje på 40 mia. kr. til investeringer i unoterede aktier, infrastruktur og kredit frem imod 2020. PFA vil i fremtiden skrue op for samarbejdet med andre både danske og internationale investorer.

”PFA deltager i forbindelse med denne konkrete investering i et internationalt konsortium med fire store globale investorer. Vi har en aktiv strategi om at deltage i flere danske og internationale konsortier, sammen med få store ligesindede investorer og på den måde udnytte skalafordele og sikre højt afkast som alternativ til at investere gennem dyre fonde. Vi ser i det hele taget strategiske samarbejder med andre institutionelle investorer som centrale i udbygningen af alternative investeringer i PFA,” siger Henrik Nøhr Poulsen.

For yderligere information.
Kontakt pressechef Kristian Lund Pedersen, klp@pfa.dk, tlf. 39 17 58 79