Hver 5. bliver hæmmet på jobbet af stress

Hver 5. døjer med psykiske problemer som f.eks. stress i en sådan grad, at det direkte hæmmer dem i deres daglige arbejde. Det viser en ny undersøgelse fra PFA, som nu styrker indsatsen for at komme stress til livs blandt kunderne med flere nye tiltag.

Føler du dig stresset? Og påvirker det din arbejdsindsats? Så er du langt fra den eneste. Hver 5. døjer med psykiske problemer som f.eks. stress i en sådan grad, at det direkte hæmmer dem på jobbet og i deres almindelige dagligdag. Det viser en ny undersøgelse fra PFA blandt ca. 13.500 kunder.

Her svarer 20 pct., at psykiske problemer som f.eks. stress har begrænset dem i at udføre deres sædvanlige arbejde samt almindelige aktiviteter ”en gang imellem”, ”ofte” eller ”meget ofte” inden for de sidste 14 dage. I samme periode har 19 pct. oplevet symptomer som indre uro, hjertebanken og åndenød, viser undersøgelsen.

”Stress er et stort og stigende problem på danske arbejdspladser, og det er på alle måder bekymrende. Selvfølgelig først og fremmest for den enkelte, hvor stress kan ødelægge privat- og arbejdslivet. Men stressede medarbejdere kan også blive dyrt for virksomhederne, samfundet og os som pensionsselskab, hvis det fører til længerevarende sygefravær og i værste fald førtidspension. Derfor har alle parter en interesse i at komme ind i kampen mod stress,” siger Rikke Bay Haaber, chef for Strategisk Sundhed i PFA.

Stigning i stressskader på 43 pct.

PFA oplever samtidig, at markant flere kunder henvender sig om hjælp til at få bugt med stress. Således er antallet af anmeldte stress-skader via helbredssikringen i PFA steget med 43 pct. på bare tre år – fra 1.743 i 2014 til 2.489 i 2017.
 
”Vi har gennem de seneste år styrket fokusset på hjælp til kunder inden for forebyggelse og behandling af psykiske lidelser som f.eks. stress, og vi skruer nu yderligere op for indsatsen for at imødekomme den øgede efterspørgsel fra kunderne. Det sker med flere nye tiltag, som i kombination med vores øvrige tilbud skal sikre, at vi med en fælles, rettidig indsats kan få knækket stresskurven,” siger Rikke Bay Haaber.

Fra årsskiftet har PFA således oprettet et kompetencecenter for psykiske lidelser, hvor PFA samler og styrker kompetencerne inden for det psykiske område. Samtidig har PFA netop udviklet et nyt kursusforløb for ledere i samarbejde med erhvervspsykologen Marie Kingston, hvor ledere kan blive klædt på til at forebygge og håndtere stress blandt medarbejderne.

Herudover kan PFA’s kunder få hjælp til stress via Sundhedslinjen, hvor de blandt andet kan få anonym rådgivning ved begyndende stresssymptomer, via deres helbredssikring og via PFA EarlyCare, hvor sygemeldte kunder gennem en tidlig indsats kan bliver hjulpet hurtigt tilbage i arbejde.

Fakta om undersøgelsen

PFA har gennem de sidste 4 år gennemført sundhedsscreeninger på virksomheder, der har pensionsordning i PFA. Ved disse sundhedsscreeninger får medarbejderne et elektronisk spørgeskema med forskellige spørgsmål om deres sundhed. Den nye undersøgelse bygger på svarene fra ca. 13.500 kunder på disse spørgeskemaer i perioden fra 2014-2017.

For yderligere information: Kontakt chef for Strategisk Sundhed i PFA, Rikke Bay Haaber, på 24 28 46 33, og seniorpressekonsulent i PFA, Rune Lindberg, på 40 32 29 01.