Markant flere vil have styr på deres pension

Interessen for pension stiger kraftigt herhjemme, viser nye tal fra PFA. Alene inden for det seneste år har selskabet oplevet en markant stigning både i antallet af kunder, der logger på hjemmesiden for at tjekke deres pensionsordning, og i antallet af henvendelser om rådgivning. Særligt unge og kvinder viser øget pensionsinteresse.

Sparer jeg nok op til at kunne få den pensionstilværelse, jeg drømmer om? Hvordan går det med afkastet? Og hvordan er jeg dækket, hvis uheldet er ude?

Langt flere danskere vil nu have styr på den slags spørgsmål og andre forhold omkring deres pensionsordning. Det viser nye tal fra PFA.

Her er antallet af kunder, der logger på selskabets hjemmeside for at tjekke deres pensionsordning, steget med 46 pct. på bare ét år – fra ca. 196.000 i 2016 til ca. 287.000 i 2017. Samtidig har PFA’s rådgivere fået markant flere henvendelser fra kunderne i samme periode, hvor der har været en stigning på hhv. 10 pct. i antallet af opkald (ca. 229.000 i 2017 mod 209.000 i 2016) og 31 pct. i antallet af mails (ca. 89.000 i 2017 mod ca. 68.000 i 2016).

”Pension har historisk været et generelt lavinteresseområde i befolkningen, hvor den typiske opfattelse har været, at det er svært at forstå og forholde sig til. Men der er nu et skred i gang. Interessen for pension er stærkt stigende, og det mærker vi på alle fronter hos vores kunder. Både med øget interesse for at få pensionsrådgivning, for at se på det selv og for at sætte sig ind i det og lære, hvordan man gør det smart. Den udvikling er på alle måder positiv. For det er vigtigt at være opdateret på sin pensionsordning, og det giver f.eks. ro at have styr på, hvad man har at se frem til som pensionist, eller hvordan man er stillet, hvis uheldet er ude,” siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

Han peger på, at flere faktorer bidrager til den øgede opmærksomhed omkring pensionen.

”Bl.a. lever vi danskere længere, så det er blevet vigtigere at vide, hvad man har at gøre godt med, når man trækker sig tilbage. Samtidig er vores pensionsopsparinger vokset og betyder også relativt mere i pensionstiden, befolkningen har faldende forventninger til folkepensionen og efterlønnen, og så er der en generel trend i tiden i retning mod mere individualisering. Det er alt sammen med til at øge interessen omkring pension,” siger Carsten Holdum og tilføjer, at det store fokus på de såkaldte samspilsproblemer i pensionssystemet også har bidraget til den øgede opmærksomhed det seneste år.

Særligt øget interesse blandt unge og kvinder

Den stigende pensionsinteresse blandt PFA’s kunder ses særligt blandt de yngre og de kvindelige kunder. 

Således er antallet af kunder under 35 år, der logger på hjemmesiden for at tjekke deres pensionsordning, steget med 52 pct. fra 2016 til 2017. Det er den største stigning blandt alle aldersgrupper.

”Det er særligt svært for unge at forholde sig til pension. For som udgangspunkt kan de nærmest ikke forestille sig deres alderdom og få et billede af dem selv som gammel op på nethinden. Men det er ved at ændre sig. Og vi ser nu også flere unge, som får pensionsrådgivning, og som frivilligt indbetaler ekstra på deres opsparing. For denne gruppe hænger den øgede pensionsinteresse især sammen med de unges lave tiltro til folkepensionen og efterlønnen. Derfor tager de mere ansvar for deres egen opsparing, og det er fornuftigt,” siger Carsten Holdum.

Når det gælder køn, har der fra 2016 til 2017 været en stigning på 57 pct. i antallet af kvindelige kunder, der logger på hjemmesiden for at tjekke pensionsordning, mod en stigning på 39 pct. blandt mænd i samme periode.

”Historisk har mænd været mere interesserede end kvinder i finansielle forhold som pension og investeringer, og kvinders økonomiske interesse har typisk mest været orienteret mod husholdningsøkonomien. For 10 år siden så vi dog, hvordan kvinder begyndte at udvise større interesse for realkreditområdet. Og nu er turen så kommet til pension, hvilket bl.a. hænger sammen med deres øgede opsparing. Den udvikling er meget glædelig,” siger Carsten Holdum.
 

Fakta: Gode pensionsråd fra Carsten Holdum

  • Få forsikringerne ved kritisk sygdom, tab af erhvervsevne og dødsfald på plads straks som ung. For nogen vil uheldet være ude, og så er det for sent.
  • Justér pensionsordningen, når livet udvikler sig – f.eks. hvis man får nyt job, stifter familie eller køber bolig.
  • Kom tidligt i gang med opsparing (senest når man er 30 år), og få gjort det til en vane. Men overdriv ikke opsparingen i starten af livet (30-45 år), hvor der er mange andre udgifter.
  • Når man er etableret i livet, så kig på, om man sparer nok op i forhold til drømme om den tredje alder (+45 år)
  • Husk, at opsparing tjener mange formål: tryghed, fleksibilitet i arbejdslivet og pensionsløn.
  • Hvis man følger denne model, så behøver man ikke have dårlig samvittighed over ikke at interesse sig for pension resten af tiden.