Danskerne: Vores mobilvaner gør os mere stressede
Vi bruger mange timer hver dag på apps, surf, sms og chat på mobilen, og for hver 4. af os er denne daglige mobilbrug med til at øge stressniveauet. Det viser en ny undersøgelse blandt over 2.000 danskere, som Epinion har foretaget for PFA. Et nyt samarbejde mellem PFA og speciallæge og forfatter Imran Rashid skal hjælpe PFA’s kunder til sundere digitale vaner og mindre stress.
Griber du løbende mobilen i hverdagen for at være opdateret på sociale medier, holde liv i chattråden med vennerne eller surfe efter gode shoppetilbud? Så er du langt fra den eneste. Danskerne bruger nemlig adskillige timer dagligt på den slags på mobilen - og det er i en sådan grad, at det for mange direkte er med til at gøre dem mere stressede. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for PFA blandt 2.041 danskere.
Her vurderer knap hver 4. (23 pct.), at deres daglige brug af mobilen på surf, apps, sms og chat er med til at øge deres stressniveau. Det gælder særligt blandt de 25-40-årige, hvor andelen er 43 pct.
Og ifølge undersøgelsen bruger mange en stor del af hverdagen på netop surf, apps, sms og chat på mobilen. Således vurderer hver 6. (17 pct.), at de bruger mobilen mindst 3 timer dagligt på den slags, mens det gælder for 36 pct. blandt de 25-40-årige.
Undersøgelsen viser desuden, at 16 pct. lige nu bekymrede for deres stressniveau, mens andelen blandt de 25-40-årige er 24 pct.
”Vi oplever i disse år en decideret stressepidemi, som koster alle parter dyrt. Der har været mange gode indsatser i tidens løb ift. at få knækket kurven, men de har primært haft fokus på hjælp til stressramte, når skaden er sket. Hvis vi reelt skal stress til livs, er vi dog nødt til først at fokusere på årsagerne og finde ud af, hvad der stresser os. Og her viser tallene med al tydelighed, at vores digitale vaner har stor betydning for vores stressniveau – og særligt blandt yngre,” siger Rikke Bay Haaber, chef for Strategisk Sundhed i PFA.
Derfor sætter PFA nu fokus på de digitale vaner blandt kunderne. Det sker med et nyt samarbejde med speciallægen Imran Rashid, der bl.a. er forfatter til bestsellerbogen ”SLUK – Kunsten at overleve i en digital verden”. Samarbejdet indebærer en række nye tilbud til virksomhederne til at støtte medarbejderne i at få sundere digitale vaner - f.eks. foredrag, kurser og screening af medarbejdernes digitale vaner.
”Vi kender sikkert alle situationen med, at vi lige skal tjekke mobilen. Og lidt efter skal vi lige tjekke den igen. Vi lever i dag i en verden, hvor vi via særligt smartphones er tilgængelige uafbrudt, hele tiden er udsat for digitale påvirkninger fra bl.a. sociale medier og har mulighed for at tjekke e-mails døgnet rundt. Det betyder, at vi mangler reel restitutionstid, og det øger risikoen for stress – hvilket undersøgelsen også viser. Derfor er vi meget glade for, at vi med det nye samarbejde kan hjælpe kunderne til sundere digitale vaner, så de mindsker risikoen for stress, og samtidig bliver mere produktive og veloplagte i hverdagen – til gavn for alle parter,” siger Rikke Bay Haaber.
Om grunden til at indgå i samarbejdet med PFA siger Imran Rashid:
”Jeg er glad for, at en så stor aktør som PFA vælger at gå helhjertet ind i denne væsentlige samfundsproblematik, der jo berører os alle på den ene eller anden måde. Tallene fra Epinions undersøgelse påpeger klart, at der lader til at være en bekymring blandt danskerne om, at deres mobilforbrug påvirker dem negativt og dermed øger risikoen for stress. Jeg glæder mig derfor til sammen med PFA at kunne hjælpe deres kunder med at få skabt en større bevidsthed om, hvordan digitaliseringen påvirker os biologisk, psykologisk og socialt, samt hvordan man kan få skabt nogle sundere digitale vaner,” siger han.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget for PFA på baggrund af i alt 2.041 gennemførte interviews med repræsentativt udvalgte danskere på 25 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel. Der er en statistisk usikkerhed på +/- 2 pct. Interviewene er gennemført i perioden 23. april – 6. maj 2018.
Resultater fra undersøgelsen
I undersøgelsen er danskerne blevet spurgt om deres mobilvaner og deres stressniveau.
- 17 pct. vurderer, at de bruger mindst 3 timer dagligt på mobilen på surf, apps, sms og chat. Det gælder særligt blandt de 25-40-årige, hvor andelen er 36 pct.
- 23 pct. vurderer, at deres daglige brug af mobilen på surf, apps, sms og chat er for høj eller alt for høj. Blandt de 25-40-årige er andelen 36 pct.
- 23 pct. vurderer, at deres daglige brug af mobilen på surf, apps, sms og chat i nogen, høj eller meget høj grad er med til at øge deres stressniveau. Det gælder særligt blandt de 25-40-årige, hvor andelen er 43 pct.
- 16 pct. er lige nu bekymrede for deres stressniveau. Det gælder særligt for kvinder (20 pct.) og de 25-40-årige (24 pct.).
Fakta om det nye samarbejde
PFA har netop indgået et eksklusivt samarbejde med speciallæge og forfatter Imran Rashid. Samarbejdet indebærer en række nye tilbud til virksomhedskunderne, så de kan hjælpe medarbejderne med at få sundere digitale vaner. Tilbuddene rulles ud til kunderne i løbet af sommeren og kommer bl.a. til at indebære foredrag og kurser med Imran Rashid samt screeninger af medarbejdernes digitale vaner. Derudover er formålet med samarbejdet at øge det generelle fokus på årsager til og løsninger på stressproblematikken herhjemme. I den forbindelse deltager Imran Rashid i en af PFA’s debatter på Folkemødet på Bornholm, hvor han vil stille skarpt på de digitale vaners konsekvenser for vores mentale sundhed.
For yderligere information: Kontakt chef for Strategisk Sundhed i PFA, Rikke Bay Haaber, på 24 28 46 33, seniorpressekonsulent i PFA, Rune Lindberg, på 40 32 29 01 og speciallæge Imran Rashid på 20 77 20 55