Kasper A. Lorenzen er ny Group Chief Investment Officer i PFA
Kasper A. Lorenzen er ny koncerninvesteringsdirektør og Group Chief Investment Officer i PFA-koncernen. Stillingen er nyoprettet, hvilket betyder, at direktionen i PFA bliver udvidet til fem medlemmer fra de nuværende fire.
Kasper A. Lorenzen tiltræder i PFA den 2. september 2019 og vil i forbindelse med tiltrædelsen ligeledes overtage posten som bestyrelsesformand for PFA Asset Management - en post, han overtager fra Group CEO i PFA, Allan Polack.
”Kasper A. Lorenzen har en meget stærk faglighed og erfaring, og jeg er utroligt glad for at byde ham velkommen i PFA. Vi har søgt efter en Group Chief Investment Officer til PFA-koncernen i både ind- og udland, og jeg er overbevist om, at der ikke findes en bedre kandidat til jobbet end Kasper,” siger Allan Polack, Group CEO i PFA, og uddyber:
”At investeringsområdet i PFA-koncernen nu får en dedikeret koncerndirektør vil styrke PFA’s investeringer yderligere. Vi vil være i top på afkast i sektoren, og nu får vi et endnu stærkere hold til at skabe det til vores 1,3 mio. PFA-kunder.”
PFA forvalter omkring 600 mia. kr. for omkring 1,3 mio. danskere og 6000 virksomheder og organisationer. Netop PFA’s stærke fokus på kunderne og kundeejede forretningsmodel har spillet en stor rolle for Kasper A. Lorenzen i skiftet fra ATP til PFA.
”Jeg er meget glad for at komme til PFA, der er markedsleder på pension i Danmark. Det er et tilvalg af PFA særligt på grund af den kundeejede forretningsmodel og muligheden for at bruge min viden og erfaring på det kommercielle marked. Derfor kunne jeg ikke sige nej, da muligheden bød sig. Min beslutning har været lidt tid undervejs, men er den helt rigtige. PFA har et stærkt investerings-team, og jeg ser frem til at arbejde sammen med dem om at udvikle investeringsområdet yderligere,” siger Kasper A. Lorenzen, kommende koncerninvesteringsdirektør og Group Chief Investment Officer i PFA.
PFA Asset Management vil fortsat blive ledet af investeringsdirektørerne Henrik Nøhr Poulsen og Christian Lindstrøm Lage samt direktør Rasmus Bessing.
PFA vil være i top på det langsigtede afkast og har i regi af Strategi2020 styrket investeringsområdet - særligt på unoterede investeringer. PFA har således gennemført en række markante investeringer i blandt andet TDC, Nykredit og verdens største havvindmølleparker Walney Extension og Hornsea 1.
PFA har nu mere end 95 mia. kr. placeret i alternative investeringer og ejendomme.
PFA koncernens direktion vil efter den 2. september 2019 således bestå af:
- Administrerende direktør og Group CEO, Allan Polack
- Koncernfinansdirektør og CFO, Anders Damgaard
- Koncerndirektør for Kunder & Service og COO, Jon Johnsen
- Koncerndirektør for Produkter & Udvikling, Mads Kaagaard
- Koncerninvesteringsdirektør og CIO, Kasper A. Lorentzen
For yderligere oplysninger kontakt:
Pressechef i PFA, Kristian Lund Pedersen, klp@pfa.dk, +45 61 22 22 31.