Husk pensionen, hvis du mister dit arbejde

Corona-krisen får ledigheden til at stige kraftigt i øjeblikket. Og selvom det nok ikke er det første, man tænker på, når man mister sit arbejde, så er der god grund til at være opmærksom på sin pensionsordning i den situation. Kunder i PFA, der mister deres arbejde, bliver automatisk kontaktet af PFA for at høre om deres muligheder.

”Hvis man bliver arbejdsløs og ikke får et nyt job lige med det samme, er det meget vigtigt at beslutte, hvad der skal ske med pensionsordningen, når nu arbejdsgiveren ikke længere indbetaler til den,” siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

Han peger på, at man har tre måneder til at beslutte sig for, hvad der skal ske med pensionsordningen, efter indbetalingerne er stoppet. For i denne periode vil forsikringerne - som dækker, hvis man bliver kritisk syg, mister erhvervsevnen eller dør – typisk fortsætte, selvom der ikke indbetales.

Gør man ikke noget, bliver pensionsordningen stillet i bero, og forsikringerne bliver nedsat eller bortfalder helt efter de tre måneder.

”Her har man mulighed for at fortsætte pensionsordningen ved selv at indbetale. Man kan også beholde sine forsikringer i en periode uden at indbetale ekstra. Vælger man det, skal man være opmærksom på, at prisen for forsikringerne bliver trukket i ens opsparing,” siger Carsten Holdum.

Han anbefaler, at man altid kontakter sit pensionsselskab, hvis man bliver arbejdsløs, for at høre om sine muligheder. Det skal ske så hurtigt som muligt, fordi forsikringerne altså typisk kun vil fortsætte i tre måneder.

”Men der kan være muligheder for at lave en bedre aftale, hvis man har brug for det. Det er især vigtigt, hvis man er i en situation, hvor man har problemer med sit helbred,” siger Carsten Holdum og tilføjer:

”Når man igen får arbejde med en ny pensionsordning og nye forsikringer, så er de generelt billigere. Her skal man huske at få opsagt de gamle forsikringer, hvis man har videreført dem,” siger Carsten Holdum.

Kunder i PFA, der mister deres arbejde, bliver automatisk kontaktet af PFA for at høre om deres muligheder. 

”Det er vigtigt hurtigt at få en afklaring om sine pensionsforhold, og derfor ønsker vi også at komme i kontakt med de kunder, som pludselig står i en usikker situation. Der er nemlig rigtig mange ting, man skal tage stilling til, når jobbet forsvinder. Her er det ikke alle, der tænker på deres pension som det første, og derfor vil vi gerne række ud, så der kan komme styr på den del for derved at hjælpe kunderne godt videre,” siger Carsten Holdum.