Markant fald i ankenævnssager i PFA i 2019

Der var langt færre ankenævnssager i PFA i 2019 i forhold til året før. Dermed begynder effekten af en række tiltag for at nedbringe antallet af sager nu at vise sig.

Ankenævnet har netop offentliggjort deres årlige klagestatistik for forsikrings- og pensionsbranchen. Den viser, at i alt 59 kunder i PFA fik afsluttet en klagebehandling hos Ankenævnet sidste år, der dækker over forskellige kategorier af klagesager. Dermed er antallet af ankenævnssager i PFA i 2019 faldet med 34 pct. i forhold til 2018, hvor der var 89 sager.

PFA har fået medhold i 73 pct. af sagerne i 2019, og PFA ligger på niveau med gennemsnittet i branchen.

”De seneste år har vi iværksat en række tiltag for at nedbringe antallet af afgjorte klager. Bl.a. har vi opnormeret antallet af medarbejdere, der sidder med klagesager, og i Forsikring & Skade oprettet afdelingen Forsikringsjura for at styrke sagsbehandlingen og dialogerne med kunderne. Og vi kan se, at effekten af initiativerne nu begynder at vise se i form af et markant fald i antallet af ankenævnssager, samtidig med at vi har fastholdt en medholdsprocent på niveau med branchen. I 2020 fortsætter vi med at arbejde med de initiativer, vi har igangsat,” siger Mikkel Lykke Larsen, direktør for Forsikring & Skade i PFA.

Det samlede antal afsluttede klagebehandlinger på 59 i PFA skal ses i sammenhæng med det store antal kunder, PFA har som markedsledende aktør. Kigger man eksempelvis på kategorierne ”Arbejdsgiverbetalte pensioner” og ”Individuelle pensioner”, der er de mest omtalte kategorier i ankenævnsstatistikken på liv & pensionsområdet, så har PFA haft 4,0 sager pr. 100.000 kunder i 2019, hvilket er på niveau med branchen generelt.

”Når man skal sammenligne forskellige selskaber, er det vigtigt at tage PFA’s store markedsandel og mange kunder i betragtning, for ellers giver det et forvrænget billede af udviklingen. Vi har et klart ønske om at have en god dialog med vores kunder, men med så mange kunder kan det ikke undgås, at nogle sager havner i Ankenævnet. Som kundeejet selskab er vi meget bevidste om, at udbetalinger skal ske på det rigtige grundlag, for det er fællesskabet, der betaler. Derfor er det vigtigt, vi har Ankenævnet i sager, hvor der er uenighed, og som altid tager vi deres afgørelser til efterretning,” siger Mikkel Lykke Larsen.