Verdens største havmøllepark er nu færdigbygget

Foto: Ørsted

Etableringen af verdens største havmøllepark Walney Extension Offshore Wind Farm i det nordvestlige England, som PFA er medejer af, er netop tilendebragt.

Havmølleparken Walney Extension Offshore Wind Farm, som PFA ejer sammen med PKA og Ørsted, er nu nået igennem konstruktionsfasen. Det er sket i forbindelse med et frasalg af parkens transmissionsaktiver.

I november 2017 købte PFA sammen med PKA halvdelen af havmølleparken af Ørsted for ca. 17 mia. kr., så de to pensionsselskaber hver opnåede et ejerskab på 25 pct., mens Ørsted fastholdt en ejerandel på 50 pct.

Havmølleparken ligger 19 km ud for Walney Island’s kyst i det nordvestlige England. Parken består af 87 møller med en samlet kapacitet på 659 MW – nok til at forsyne næsten 600.000 engelske husstande med strøm.

”Vi ønsker at spille en aktiv rolle i den grønne transformation af energiforsyningen ved at investere kundernes penge bæredygtigt. Derfor er det også en milepæl, at verdens største havmøllepark nu er gennem konstruktionsfasen og dermed bevæger sig helt ind i driftsfasen. For det betyder, at der nu er fuldt fokus på, at parken kan producere grøn strøm – til gavn for vores kunders afkast og for den grønne omstilling,” siger Peter Tind Larsen, Head of Alternative Investments i PFA.

PFA har i en årrække investeret i den grønne omstilling og har udover investeringen i Walney Extension Offshore Wind Farm bl.a. også investeret i verdens kommende største havmøllepark, Hornsea 1. Senest er PFA gået sammen i et konsortium med PensionDanmark og SEAS-NVE om finansiering og drift af en kommende enerigi-ø – kaldet VindØ – i Nordsøen, som er en del af regeringens klimahandlingsplan, der blev præsenteret fornylig.

Samtidig gør PFA det nu muligt for kunderne at investere en valgfri andel af deres opsparing særligt klimavenligt. Det sker med lanceringen af det bæredygtige pensionsprodukt PFA Klima Plus, som meget snart går i luften, og hvor kunderne får mulighed for at skrue markant op for deres pensionsopsparings bidrag til at nedbringe CO2-udledningen.

Fakta om Walney Extension Offshore Wind Farm

- Ørsted har en ejerandel på 50 pct., mens PFA og PKA hver har en ejerandel på 25 pct.
- Havmølleparken ligger i det Irske Hav ca. 19 km fra Walney Island i Cumbria i det nordvestlige England og dækker et areal på 145 km2.
- Har en samlet kapacitet på 659 MW og kan dermed forsyne 600.000 britiske hjem med grøn strøm.
- Havmølleparken består af 87 møller. 40 MHI Vestas Offshore Wind af typen V164-8,0 MW, og 47 Siemens Gamesa møller af typen SWT-7.0 MW-154 turbines.
- Walney Extension Offshore Wind Farm er verdens største havmøllepark i drift.