Omikron forstyrrer julefreden på markederne

Chefstrateg, Tine Choi Danielsen

Omikron og øget inflation har i den seneste uge givet uro på markederne, men ikke mere end vi fortsat kan glæde os over et stærkt afkastår. Det fortæller PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, der trods uroen stadig er optimist, når hun kigger på 2022 med investeringsbriller.

Efter en længere periode med ro på markederne har Omikron i den seneste tid forstyrret julefreden. Det skyldes ikke mindst usikkerheden om, hvorvidt de eksisterende vacciner dækker den nye variant. Hertil kommer, at mange lande allerede var på vej ind i nye sæsonrelaterede nedlukninger, inden Omikron trådte ind på scenen.

”Vi har allerede inden nyheden om Omikron set smittestigninger og øget pres på hospitalsvæsnet i lande som blandt andet Tyskland, Østrig, Tjekkiet og Slovakiet, hvor vaccinetilslutningen er lavere end herhjemme. Nu har vi så oveni fået en ny virusvariant, der ser ud til at smitte mere end sine forgængere og muligvis ikke fanges lige så effektivt af vaccinerne. Det har forventeligt nok øget uroen på markederne, hvor især selskaber indenfor fly-, hotel- og rejsebranchen har taget et aktiedyk, da de er blandt de mest udsatte, hvis vi får en ny omgang med nedlukninger og rejserestriktioner, siger PFA’s chefstrateg,” Tine Choi Danielsen.

Hun nævner samtidig, at de globale aktiemarkeder trods en tilbagegang i den seneste tid stadig ligger tæt på rekordniveau, og at det tonegivende SP500-indeks fx er oppe med 20 % for året.

Også inflationen er muteret…
Netop på grund af de fortsat høje aktiekurser kan det heller ikke udelukkes, at der kommer flere korrektioner i den kommende tid. Og særligt hvis Omikron spreder sig hurtigt og sætter en kæp i hjulet på den globaløkonomiske fremgang, som i forvejen er udfordret af stigende inflation.

”Nyheden om den nye virusvariant fik i sidste uge chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, til at revurdere inflationen, som han nu ikke længere kalder ”midlertidig”. For hvis det går som forventet, og vi i de kommende vintermåneder går flere nedlukninger i møde, så kan det ramme produktionen og forværre de flaskehalse, vi har oplevet det seneste år. Det vil give øget prispres og ikke mindst, hvis Omikron rammer nogle af de nøglelande i Asien som fx Kina, Vietnam og Malaysia, hvor meget af varefremstillingen foregår,” siger chefstrategen.

Hun nævner, at en generel økonomisk afmatning suppleret med fortsat øget inflation vil ramme bredt, og at man som investor vil have svært ved at finde en sikker havn i en sådan situation. På kort sigt har vi dog set, at renter på blandt andet amerikanske og europæiske statsobligationer er faldet markant, da investorerne har søgt ly for usikkerheden i netop disse aktiver. 

Vi er blevet bedre til at tilpasse os 
Selvom Omikron på kort sigt kan blive en game changer, så er det ifølge Tine Choi Danielsen vigtigt at pointere, at vi i dag står et andet sted end for to år siden, hvor Covid dukkede op for første gang. For dels har vi på rekordtid udviklet nye vaccinetyper, som ifølge de fleste eksperter hurtigt kan justeres, så de dækker nye mutationer. Og dels er vi som samfund blevet bedre til at tilpasse os og fx arbejde mere digitalt, så vi kan inddæmme smittespredningen. 

”Kigger vi på udviklingen på den lidt længere bane, så tror jeg på, at væksten - trods benspænd fra nye virusvarianter - vil fortsætte i 2022 til gavn for virksomhedernes indtjening. Vi skal nok ikke forvente, at 2022 vil byde på samme høje afkast som i 2021, men mindre kan også gøre det. Spørgsmålet er så, om vi får bedre styr på inflationen. Og det er lige nu svært at spå om, da det i høj grad afhænger af, hvordan situationen med Omikron udvikler sig, samt hvordan det sideløbende går med vaccineproduktion og udrulning”, siger chefstrategen. 

Den store frygt er naturligvis, at inflationen stiger mere end forventet, så vi bliver nødt til at trykke de pengepolitiske bremseklodser hårdt i bund og hæve renterne. For det vil i givet fald kunne få store negative konsekvenser for væksten - og dermed også for virksomheder og aktiemarkeder.