PFA: Gode takter efter et år med mål for samfundsansvar

I et år har PFA nu haft ambitiøse mål for samfundsansvar, og status viser en række stærke resultater. Både inden for økonomisk tryghed, grøn omstilling, sundhed og seniorliv er PFA godt på vej til at indfri deres løfter til både kunder og samfundet.

Når det kommer til området Økonomisk Tryghed har PFA formået at rådgive 269.756 kunder om pension og forsikring i 2024, hvilket er over målet på 235.000 årligt. 

”Det vidner om et stort arbejde for at sikre kundernes økonomiske tryghed. God og kompetent rådgivning giver nemlig overblik og tryghed for vores kunder," siger Ole Krogh Petersen, adm. direktør i PFA, og tilføjer:

"I en tid med betydelig økonomisk utryghed er dette arbejde særlig vigtigt."

Grøn omstilling

Inden for grøn omstilling har PFA også gjort store fremskridt. CO2-udledningen fra de samlede investeringer er reduceret med 69 pct., hvilket er betydeligt over målet om en 29 pct. reduktion i 2025. Derudover kører initiativer som CO2-neutralitet for Klima Plus-produkterne og godkendelse af klimamål efter Science Based Targets Initiative (SBTi) efter planen.

Dog er der stadig arbejde at gøre med at engagere de største drivhusgasudledere i klimadialog. PFA har indtil videre haft dialog med 11 ud af de planlagte 50 selskaber. 

"Vi er startet der, hvor effekten er størst, så de 11 største udledere står for 37 pct. af udledningen i porteføljen. Vi har allerede haft dialoger med yderligere fire virksomheder i januar. Vi skal nok nå det, men vi kommer også til at lægge flere kræfter i det," siger Ole Krogh Petersen.

Sundhed

På sundhedsområdet har PFA også gjort store fremskridt. 143.000 kunder er blevet, hvilket overgår målet på 135.000. Også rekordmange virksomheder er blevet rådgivet om, hvordan man sikrer medarbejdere et sundere arbejdsliv. 

Når det gælder at hjælpe langtidssyge tilbage på arbejdsmarkedet, er PFA dog ikke helt i mål endnu. I 2024 hjalp PFA 1.588 kunder tilbage, tæt på målet på 1.700. 

"Først og fremmest vil vi gerne forebygge sygdom, men vi må også sige, at det ikke altid er muligt med det, vi ser i samfundet," siger Ole Krogh Petersen og tilføjer: 

"Det er et kæmpestort fokusområde for os at få langtidssyge tilbage på arbejdsmarkedet. Det er en belastning både for dem selv og deres familier, og det vil vi rigtig gerne kunne hjælpe med.” 

Seniorliv

Inden for seniorområdet har PFA også overgået målet og har rådgivet 97.646 seniorer om pension og forsikring, mod målet på 75.000. Derudover har 251 virksomheder modtaget rådgivning om senkarriere. Her var målet 200. 

Investeringer i seniorboliger og friplejehjem vokser også stødt. Der er allerede investeret 1,7 mia. kr. ud af de planlagte 2,5 mia. kr., som PFA har et mål om at investere inden 2030. 

Fremtiden

Selvom mange mål er nået, stopper PFA ikke her. 

"Når man har nået et mål, så skal man revidere dem. Nogle mål skal hæves, mens andre ligger på et fair niveau. Inden for alle fokusområderne vil vi fortsat gerne tage et stort ansvar. Samtidig er der også samfundsudfordringer indenfor forsvar, vækst og velfærd. Det er også nogle af de ting, vi taler ind i. Vi repræsenterer hver femte dansker, så man skal kunne forvente, at vi arbejder med de udfordringer, samfundet har," siger Ole Krogh Petersen.