Trumps første 100 dage: Toldmure, tweets og turbulens

Donald Trumps første 100 dage har budt på den værste start for en amerikansk præsident i nyere tid, hvis denne vurderes ud fra aktieudviklingen i USA. PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, tager her et kig på både udviklingen og den fortsatte armlægning mellem Trump, aktiemarkederne, Kina og resten af verden.
Spoler vi tiden tilbage til årets start, var der ikke mange, der havde troet, at det amerikanske aktiemarked her fem måneder senere ville være dykket med 6 procent. Men det er ikke desto mindre blevet virkelighed, efter Trump først i april varslede toldmure overfor det meste af verden.
”Mens Trump i sin første periode i høj grad var aktiemarkedernes præsident, så har han denne gang været mere fokuseret på at få sin handelspolitiske agenda igennem, hvor han ønsker at nedbringe USA’s handelsunderskud og gøre sig mindre afhængig af især Kina. Det kan i sig selv virke som en fornuftig ambition, men at den skal indfries via en global toldkrig, er straks mere diskutabelt. Og det er i hvert fald ikke en vej, der har været meget tiltro til på de amerikanske aktiemarkeder, der er faldet med 7,8 procent siden hans tiltrædelse den 20. januar,” siger PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen.
Hun understreger, at de store aktiefald er kommet til trods for, at USA gik ind i året med et godt økonomisk udgangspunkt med positive vækstforventninger og stærk indtjening hos mange amerikanske selskaber.
Stor politisk og økonomisk usikkerhed
Ifølge chefstrategen er der med aktieøjne ingen præsidenter i nyere tid, der har fået en værre start på embedet end Trump. Tættest kommer G. W. Bush, som kæmpede med et dotcom crash og meget svag vækst. Der er ikke tilfældet med Trump, som overtog en robust økonomi, og hvor aktienedturen i stedet er en selvskabt følge af den store økonomiske usikkerhed, hans handelskrig har forvoldt.
”Lige nu kan vi knap se en dag frem, og ingen ved, hvor store toldsatserne ender med at blive, eller hvor lang tid de vil bestå. Derfor er det også svært at spå om, hvor økonomien er på vej hen, og jeg kan ikke huske, at jeg før har stået i en situation, hvor de økonomiske eksperter stort set ugeligt opdaterer deres syn på recessionsrisikoen. Det giver helt naturligt turbulens på markederne, da aktiekurserne jo i høj grad er en afspejling af investorernes forventninger til fremtidens vækst,” siger Tine Choi Danielsen.
Selvom det kan være svært at kigge frem, så hæfter hun sig ved, at Trump i den seneste tid er blødt en smule op og har trukket i land på nogle af sine mest aggressive handelspolitiske udmeldinger.
”Det virker til, at Trump efter den 9. april, hvor han annoncerede en midlertidig toldpause på 90 dage, er blevet mere tilbageholdende – måske i en forsinket erkendelse af, at det er hurtigere at flytte toldsatser end arbejdspladser og produktion. Den flade toldsats på ti procent består dog stadig, ligesom det er uklart, hvad der vil ske i forhold til Kina, som er USA’s tredje største handelspartner og samtidig har monopol på mange af de materialer, som nutidens teknologi bygger på, inklusive amerikanske biler og mobiltelefoner. Alene det er nok til, at aktiemarkederne fortsat holdes på tæerne,” siger Tine Choi Danielsen.
Bemærkelsesværdig tendens: ”Sell America”
Den fortsatte usikkerhed gør ifølge chefstrategen også, at man i PFA har droslet ned for sine aktieandele i USA til fordel for Europa, som ikke har oplevet samme aktienedgang. Faktisk er det europæiske Stoxx600-indeks år-til-dato steget med 3,4 procent. Det er et markant omslag efter flere år med amerikansk aktiedominans, og tendensen er ifølge chefstrategen også slået igennem i andre aspekter af økonomien.
”Hvor USA tidligere blev regnet for en sikker havn, er landet pludselig blevet en kilde til global uro og usikkerhed. Det er ikke bare gået ud over aktiekurserne, men også dollaren er faldet i værdi, ligesom renten på de amerikanske statsobligationer er steget som følge af frasalg. Det er stadig for tidligt at spå om de langsigtede tendenser, men det tager som bekendt kortere tid at ødelægge et omdømme end at bygge det op, og lige nu kniber det altså gevaldigt med tilliden til USA,” siger hun.
Mærkedage i Trumps toldkrig
- 2. april: "Liberation Day": Trump varsler told på 10% på alle importvarer, med højere satser for specifikke lande—34% på kinesiske varer og 20% på EU-import. Skaber kraftige markedsfald, hvor S&P 500 faldt over 10% på to dage og havde den værste uge siden COVID-19 recessionen i 2020.
- 3.–4. april: Kinas gengælder med en 34% told på amerikanske varer, hvorefter S&P500 falder med yderligere 4,8%.
- 9. april: Præsident Trump varsler en 90-dages pause på toldsatser, der overstiger 10% for de fleste lande, med undtagelse af Kina, hvis toldsats blev øget til 145%.
- 11 april: Trump undtager elektronik, såsom smartphones og computere, fra de gensidige toldsatser, men fastholder, at de stadig kan blive pålagt afgifter fremadrettet.
- 11.-29. april: Kombinationen af toldpause og undtagelse af elektronik er blevet positivt modtaget på aktiemarkederne, hvor S&P 500 er steget 11 procent siden aktierne ramte bunden, men indekset er stadig -10 procent fra toppen, som det ramte den 19. februar 2025.