PFA opfører friplejehjem og seniorboliger på gammel JP-grund

I den sydlige del af Aarhus skyder et nyt friplejehjem og 58 seniorboliger snart op som led i udviklingen af et nyt byområde i Viby J, der indtil for få år siden var hjemsted for Jyllands-Postens domicil.

På ti år vil der herhjemme komme 100.000 flere danskere på 80 år og op. En udvikling der betyder, at der er stort behov for flere plejeboliger. 

En samfundsudfordring som PFA har sat sig for at være med til løfte. Danmarks største kommercielle pensionsselskab har afsat 2,5 mia. kr. til at bygge 10 friplejehjem rundt om i landet. 

To er allerede i drift og ved at blive bygget i Gilleleje og i Slagelse, og nu kommer et tredje friplejehjem så til. Denne gang i Aarhus-forstaden Viby J på en stor grund hvor mediehuset Jyllands-Posten indtil for få år siden holdt til.

"Vi ser det som en vigtig del af vores samfundsansvar at investere i boligformer, der både giver et godt afkast til vores 1,3 mio. kunder og samtidig imødekommer det stigende behov for plejehjemspladser. Danmark står overfor en demografisk ændring med flere ældre, og vi ønsker at være med til at sikre, at der er tilstrækkelige og passende boliger til dem," siger Peter Morgan, chef for PFA Ejendomme.

Stort nyt område

Friplejehjemmet og seniorboligerne realiseres i et tæt samarbejde mellem PFA, Nordstern og OK-Fonden, som skal stå for driften af friplejehjemmet. Nordstern varetager både projektudvikling og totalentreprise og skaber dermed nye rammer for ældrepleje og seniorliv i den sydlige del af Aarhus.

I Viby J opføres byggeriet som en del af et større byomdannelsesområde, hvor boliger, daginstitution, erhverv og fælles byrum tilsammen skal danne grundlag for en levende og mangfoldig bydel.

"Vi vil gerne være med til at skabe rammer, hvor ældre – både med og uden plejebehov – kan føle sig trygge og have mulighed for at indgå i et fællesskab. Med både friplejehjem og seniorboliger side om side får vi et byggeri, der rummer forskellige behov og samtidig bidrager til visionen om en by, hvor mennesker i forskellige livssituationer lever og trives sammen," siger Peter Morgan.

Projektet omfatter cirka 10.900 m² og rummer både 75 boliger i friplejehjemmet og 58 seniorboliger. Byggeriet forventes at starte i slutningen af 2025 med planlagt indflytning midt i 2027.

"Vi ser frem til at fylde rammerne ud på det nye friplejehjem og facilitere samspillet med de omkringliggende seniorboliger. OK-Fonden arbejder for, at mennesker kan forfølge deres drømme og leve livet – hele livet. Vi glæder os over et stærkt samarbejde og værdifællesskab i projektet, så vi kan skabe hjem, hvor selvbestemmelse og tryghed er omdrejningspunktet, og beboere, pårørende, medarbejdere og naboer trives," siger Ulrik Ahrendt-Jensen, adm. direktør i OK-Fonden.

Ved at samle både friplejehjem og seniorboliger i ét projekt opstår der naturlige synergier. Beboerne får adgang til en række fælles faciliteter og serviceydelser, som skaber en glidende overgang mellem hverdagens behov og muligheden for fællesskab – uanset livssituation. Det er med til at understøtte tryghed, nærhed og sociale relationer i det daglige.

Langtidsholdbart byområde

Projektet opføres med ambitionen om at opnå DGNB Guld-certificering. Certificeringen afspejler ønsket om at skabe byggeri, der ikke blot fungerer i dag, men også er robust og værdiskabende langt ud i fremtiden. 

”Vi vil gerne være med til at skabe rammer, hvor ældre – både med og uden plejebehov – kan føle sig trygge og have mulighed for at indgå i et fællesskab. Med både friplejehjem og seniorboliger side om side får vi et byggeri, der rummer forskellige behov og samtidig bidrager til visionen om en by, hvor mennesker i forskellige livssituationer lever og trives sammen,” siger Morten Chrone, Group CEO, Nordstern.

Fakta

Bygherre: PFA
Projektudvikler og totalentreprenør: Nordstern ApS
Arkitekt: Arkitema
Ingeniør: Ingeniør’ne
Byggestart: 2025
Byggeslut: 2027