PFA-bygning præmieret af Københavns Kommune

Den store cylinderformede bygning ”Spidsen”, der ligger alleryderst på Nordø i Københavns Nordhavn er blevet præmieret.
Kontorbyggeriet ”Spidsen”, der afslutter Århusgadekvarteret er nu blevet præmieret ved Københavns Kommunes årlige Bygningspræmiering.
60 meter højt og med sin ikoniske 12.000 kvm runde facade med 360 graders panoramaudsigt er den prisbelønnede bygning allerede blevet et iøjnefaldende vartegn i København.
Bygningen, der er ejet af PFA og tegnet af arkitekterne Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Cobe, udmærker sig bl.a. med at have et stort 14 etagers offentligt tilgængeligt atrium i midten af bygningen.
Præmierede byggerier
Helt tilbage siden 1903 har Københavns Kommune præmieret byggerier rundt om i hovedstaden, der har tilført byen særlig kvalitet gennem bemærkelsesværdig arkitektur, og i år er det så PFA’s byggeri ”Spidsen”, der sammen med otte andre byggerier er præmieret.
Bedømmelsesudvalget består af repræsentanter fra Kultur- og Fritidsudvalget, sagkyndige udpeget af Akademisk Arkitektforening, IDA/Ingeniørforeningen Danmark, samt stadsarkitekt og arkitekter fra Teknik- og Miljøforvaltningen.
