Hop til indhold

PFA lægger pres på Meta for at styrke børn og unges trivsel

PFA deltog i går på techgiganten Metas generalforsamling med et konkret aktionærforslag, der skal styrke beskyttelsen af børn på sociale medier. Forslaget ligger i naturlig forlængelse af PFA's indsats for at forebygge mistrivsel blandt børn og unge og skal samtidig imødegå den investeringsrisiko, der følger af Metas manglende ansvarstagen på området.

Som aktiv ejer arbejder PFA for at påvirke de selskaber, der investeres i, i en mere ansvarlig retning. Det sker blandt andet gennem dialog og på generalforsamlinger, hvor der sættes fokus på væsentlige bæredygtighedsrisici. Det var også tilfældet i går, da PFA fremsatte et forslag på Metas generalforsamling, som skulle styrke beskyttelsen af børn og unge på selskabets platforme. 

“Børn og unges trivsel og sundhed er et kerneområde for PFA. Vores sundhedsfaglige rådgivere hjælper hver dag børn og familier med trivselsudfordringer, og gennem mange år har vi set problemerne vokse. Derfor har vi både som investor og leverandør af sundhedsydelser en stærk interesse i, at selskaber som Meta tager større ansvar, fordi deres platforme har stor betydning for børn og unges trivsel,” siger Rasmus Bessing, direktør for Ansvarlige Investeringer og Produkter i PFA.

Manglende hensyn skal have konsekvenser for lønnen 
Kravet fra PFA og en række andre investorer var at koble topledelsens aflønning til målbare forbedringer i børns sikkerhed. Forslaget ventes ikke at få flertal, blandt andet fordi Metas aktiestruktur i praksis giver selskabets CEO, Mark Zuckerberg, den kontrollerende stemmemagt. Opbakningen blandt øvrige investorer er dog betydelig: Sidste år stemte omkring 45 procent af de uafhængige aktionærer for et lignende forslag fra PFA. Det er et klart signal til Meta om, at investorer forventer større ansvarlighed og handling på et område med alvorlige og vedvarende risici. 

“Når konsekvenserne er så alvorlige, skal det også afspejles i ledelsens incitamenter. Børns sikkerhed skal være et reelt ansvar og ikke blot en hensigtserklæring. Derfor mener vi i PFA, at topledelsen skal kunne mærke det på lønnen, hvis børns sikkerhed ikke bliver varetaget godt nok. Det handler om at skabe tydelige og effektive incitamenter,” siger Rasmus Bessing. 

PFA fortsætter arbejdet på flere fronter 
Trods begrænsede forventninger til stemmeresultatet på generalforsamlingen fastholder PFA kursen. Det gælder også i forhold til det verserende amerikanske gruppesøgsmål mod Meta, hvor PFA m.fl. anklager selskabet for at have vildledt investorer ved at tilbageholde viden – blandt andet om en ændring af algoritmer, som fik skadelige effekt på unges mentale helbred. 

Dette søgsmål står i dag stærkere, efter at Meta har tabt andre principielle retssager i USA, hvor domstole retsligt har slået fast, at selskabets platformdesign skader unges mentale sundhed – og at ledende medarbejdere længe har haft viden herom. For PFA underbygger disse domme det juridiske grundlag for, at Meta burde have delt denne viden med markedet på et tidligere tidspunkt. PFA vil derfor fortsat bruge sin position til at reducere den forretningsmæssige risiko og sikre, at Meta agerer ansvarligt over for både brugere og investorer. 

“For PFA handler engagementet om både ansvar og langsigtet værdi. Selskaber, der ikke tager børns trivsel alvorligt, løber ikke kun en samfundsmæssig risiko, men også en forretningsmæssig risiko i form af retssager, omdømmetab og tabt indtjening, hvis der indføres aldersgrænser eller forbud mod sociale medier” siger Rasmus Bessing.