Hop til indhold

Ro om valgresultatet godt nyt for markederne

Trods et kortvarigt tilbagefald for techaktierne ser markederne ud til at tage godt imod resultatet af det amerikanske midtvejsvalg. Det skyldes især, at resultatet ser ud til at blive accepteret uden politisk uro.

Investorerne har haft en travl uge med en række selskabsregnskaber efterfulgt af gårsdagens amerikanske midtvejsvalg. Det foreløbige resultat peger på en demokratisk sejr i begge Kongressens kamre. Det skabte kortvarig uro om techaktierne på grund af forventninger om strammere regulering. Markederne rettede sig dog igen, hvilket tyder på, at valgresultatet allerede var indregnet i kurserne.

“Det vigtigste for investorerne er i virkeligheden ikke selve valgresultatet, men at Trump har accepteret nederlaget og signalerer, at han vil respektere resultatet. Det fjerner en meget stor usikkerhed. Markederne bryder sig grundlæggende ikke om politisk usikkerhed, og lige nu ser vi ikke ud til at stå foran en gentagelse af den uro om selve demokratiet, som fulgte efter præsidentvalget i 2020,” siger PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen.

Demokratisk sejr giver grøn optimisme
Selvom reaktionerne på valget har været begrænsede, er det umiddelbart godt nyt set med grønne øjne. Aktier i den grønne sektor ser ud til at gå frem. Det kan også mærkes herhjemme, hvor Ørsted og Vestas åbnede med pæn fremgang på en dag, der ser ud til at blive positiv for aktierne.

“At dømme efter de foreløbige reaktioner tegner det til at blive en positiv dag på aktiemarkederne i både Danmark, Europa og USA, og det vidner om, at investorerne først og fremmest er lettede over, at en stor politisk usikkerhed er ryddet af vejen. Nu kan fokus igen flytte tilbage på det, der grundlæggende driver markederne: den økonomiske udvikling, renter, vækst og selskabernes indtjening,” siger Tine Choi Danielsen.

Politisk dødvande kan være godt nyt
Hvad et demokratisk flertal i Kongressen betyder for markederne på længere sigt, er endnu uklart. Men ifølge PFA’s chefstrateg er en politisk fastlåst situation med en republikansk præsident og en demokratisk Kongres ikke nødvendigivis dårligt nyt for markederne. Tværtimod.

“Politisk stilstand i Washington er ikke nødvendigvis dårligt set med investorernes øjne. Det gør store politiske ændringer sværere at gennemføre, og den forudsigelighed kan markederne faktisk godt lide,” siger hun.

Historien giver også grund til optimisme. Det amerikanske S&P500 aktieindeks er steget i alle 20 tilfælde siden 1946, når man måler afkastet over de 12 måneder efter et midtvejsvalg. Det er dog ingen garanti for fremtiden.

Afkastet i PFA ligger stadig pænt i plus for året
Valget kommer oven i et efterår med uro på markederne, blandt andet på grund af spændinger i Iran og svingende oliepriser. Alligevel ligger aktiemarkederne fortsat over niveauet fra årets start.

“September, oktober og november er historisk blandt årets mere urolige måneder, og det har holdt stik i 2026. Men set over hele året er billedet fortsat positivt. Aktierne er steget siden nytår, og en typisk pensionskunde i PFA kan glæde sig over et solidt afkast på sin opsparing,” siger Tine Choi Danielsen.