Markedskommentar: Nøgletal rammer følsomme markeder
Når den amerikanske jobrapport bliver offentliggjort senere i dag, rammer den direkte ned i nogle meget følsomme investeringsmarkeder. Overraskelser i jobrapporten kan derfor give større udsving på aktier og obligationer i Europa og USA end normalt. Det vurderer seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.
”Markedet vil i dag være meget følsomt over for overraskelser i forbindelse med den amerikanske jobrapport. Vi har set nogle store udsving på aktie- og obligationsmarkederne de seneste par uger, og derfor er der altså potentiale til en større reaktion,” siger Rasmus Pilegaard.
Han deler flere andre analytikeres forventning om, at der er blevet skabt over 200.000 nye job i USA i april, men han tilføjer, at tallet for jobskabelse i rapporten kan blive markant justeret efter offentliggørelsen.
”Hvis man kigger på beskæftigelsestallene i den amerikanske jobrapport over de sidste femten år, er tallene fra første estimat til det endelige tal blevet revideret med i gennemsnit 65.000 job efter offentliggørelsen. Derfor er det knapt så vigtigt, om rapporten viser, at der er skabt 150.000 eller 250.000 nye job - så længe der er fremgang i den størrelsesorden,” siger han.
Der er mange forskellige informationer i jobrapporten, der hver for sig kan trække markederne i forskellig retning. Derfor kan det ende med, at påvirkningerne udligner hinanden, og at nettoeffekten bliver lig nul, vurderer Rasmus Pilegaard.
”En stærk rapport vil øge sandsynligheden for renteforhøjelser og styrke dollaren. En stærk amerikansk økonomi og dollar er rigtig godt for europæiske aktier og kan derfor meget vel sætte en stopper for det fald, der har været på aktiemarkederne i de sidste par uger. En sådan udvikling vil dog få en mere lunken modtagelse på de amerikanske aktiemarkeder, hvor reaktionen kan blive mere blandet,” slutter seniorstrategen.