Markedskommentar: Amerikanerne går til indkøbsfest med pæne opsparinger

Når amerikanerne i dag går på storudsalg på Black Friday, er det efter en periode, hvor de har holdt lidt igen med pengene. Derfor vil deres købelyst på Black Friday og i den efterfølgende julemåned give et praj om, hvorvidt de amerikanske forbrugere har været i gang med at spare op til tilbudsfesten, eller om de stadig er mere forsigtige med husholdningspengene. Sådan lyder vurderingen fra seniorstrateg i PFA Rasmus Pilegaard.

”Et godt salg vil bekræfte dem, der har sagt, at forbrugerne har holdt igen de seneste måneder for bedre at kunne udnytte de gode tilbud forbundet med Black Friday. Det kan give en ketchupeffekt, fordi forbrugerne har sparet mange penge op, som de nu er klar til at bruge. Det vil være et positivt tegn for den nuværende aktivitet i amerikansk økonomi,” siger Rasmus Pilegaard.

Ca. 70 procent af det amerikanske bruttonationalprodukt kommer fra privatforbruget, og amerikanerne er derfor ret afhængige af, at kreditkortene svinges i en vis hastighed. De seneste nøgletal for husholdningernes faktiske forbrug viser dog, at amerikanerne i de seneste to måneder har haft deres pung liggende lidt dybere i lommen, og i det seneste år har de brugt mindre, end de har tjent.

”Amerikanerne har det seneste år sparet ca. 100 mia. dollar på de lave benzinpriser, men mange af pengene er gået til opsparing fremfor stigende forbrug. Det har hævet opsparingsraten, som nu er på sit højeste siden starten af 2013. Et stærkt salg henover weekenden kunne være et tidligt tegn på, at opsparingstrenden er ved at ebbe ud. Det kunne blive taget som et godt signal på aktiemarkederne,” forklarer seniorstrategen. 

Han understreger, at mange supermarkedskæder i USA har udvidet Black Friday til at give store rabatter, som kører i flere dage, og derfor vil forbruget sprede sig ud og blive koblet sammen med julehandlen. 

”Det relativt lave forbrug lægger en dæmper på væksten her og nu, men det er jo aldrig skidt at spare op. Spørgsmålet er bare, hvad de sparer op til, og hvornår pengene bliver brugt. En højere opsparingsrate end før finanskrisen tyder dog på, at amerikanerne er blevet mere ansvarlige med deres penge. Det nuværende forbrugsmønster understøtter en BNP-vækst på knap 2,5 procent om året. Hvis amerikanerne begyndte at forbruge en større andel af lønnen, kunne væksten skifte til et højere gear,” siger Rasmus Pilegaard. 

Black Friday er en af de største indkøbsdage i USA. Og selvom man ikke skal lægge alle sine æg i en kurv og tro, at denne dag kommer til at afgøre det hele, så er det en interessant indikator, påpeger Rasmus Pilegaard.