Danskerne har talt – flertallet ønsker at gå gradvis på pension
Mens fremtidens folkepensionsalder for alvor er blevet en del af den politiske debat, sender danskerne et klart signal om, hvordan de ønsker at gå på pension.
69 pct. ønsker at trække sig gradvist og langsomt tilbage fra arbejdsmarkedet, når de engang skal på pension. Det viser en helt ny stor befolkningsundersøgelse fra PFA Pension og analysehuset Wilke.
De over 2000 adspurgte danskere vender samtidig tommelfingeren nedad, når det kommer til den klassiske pensionsform, hvor man fra den ene dag til den anden går fra fuldtidsarbejde til fuldtidspension. Kun 18 pct. ønsker denne form for overgang.
”Der er en klar tendens i gang, hvor danskerne i højere grad dropper den traditionelle tænd/sluk-knap og i stedet langsomt skruer ned for arbejdslivet og på den måde mod udskyder pensioneringen. Vi skal til at tænke pensionen meget mere flydende, hvor alle ikke bare stopper, når de rammer en bestemt alder. Det bliver meget mere individuelt, hvor mange kommer til at kombinere arbejdsliv og pensionisttilværelse,” siger PFA’s velfærds- og seniorchef, Jesper Brask Fischer.
Forlænge arbejdsliv
Det er ikke kun tiden før, man rammer folkepensionsalderen, der er under forandring. Befolkningsundersøgelsen viser, at flere og flere danskere kan forestille sig at forlænge arbejdslivet også til efter man har passeret folkepensionsalderen.
Næsten halvdelen af danskerne forventer at arbejdere videre enten på fuld- eller deltid. 17 pct. af de adspurgte vil arbejde 30-40 timer om ugen efter de har ramt folkepensionsalderen. 13 pct. 20-30 timer. Mens 18 pct. forestiller sig at være på arbejde mindre end 20 timer om ugen, når de ellers har mulighed for en ny tilværelse som fuldtidspensionister.
Hvis befolkningsundersøgelsens resultater blev til virkelighed, og knap halvdelen af danske seniorer arbejdede to år ekstra, så ville det det svare til, at den danske arbejdsstyrke ville blive udvidet med 13.835 ekstra fuldtidsbeskæftigede. Det viser en beregning, som PFA har lavet.
”Vi mangler hænder på arbejdsmarkedet. Det er en demografisk udfordring, som seniorerne helt oplagt skal være med til at løse. Faktisk er spørgsmålet om seniorernes arbejdskraft win-win-win. Seniorerne vil gerne arbejde, virksomhederne mangler arbejdskraft, og så er det rigtig godt for samfundsøkonomien,” siger Jesper Brask Fischer.
Ifølge PFA’s undersøgelse er den vigtigste gulerod til at folk forlænger arbejdslivet til efter folkepensionsalderen ifølge 57 pct. af danskerne mere fleksibilitet og kortere arbejdstid.
”For at vi som samfund får succes med at fastholde kvalificerede seniorer længere på arbejdsmarkedet, så er der brug for, at vi i langt højere grad ude på arbejdspladserne får taget snakken om den sidste del af karrieren, nye muligheder og en god en overgang til livet på pension,” siger Jesper Brask Fischer.