Svært at tro på tvivlsomme kinesiske tal

Nye tal fra Kina viser i dag, at den gigantiske økonomi fortsat slingrer voldsomt og står med store udfordringer. Alligevel vurderer PFAs seniorstrateg, at fremtidsudsigterne for den globale økonomi ser positive ud. USA og Europa er nu så stærke, at modstandsdygtigheden er langt større end svaghederne.

Den økonomiske ubalance i Kina er i dag blevet bekræftet af tallene for handelsbalancen for juli måned. Eksporttallene viste en vækst på 5,1 procent, men noget mere opsigtsvækkende er en markant fremgang i importen på hele 10,9 procent sammenlignet med samme periode året før. Dette svarer til en månedlig vækst på voldsomme 237 procent på årsbasis. Dette kunne meget vel være for godt til at være sandt, vurderer PFAs seniorstrateg, Witold Bahrke.

- Vi har tidligere set indikationer på, at kinesernes eksport blev pustet kunstigt op med henblik på at sluse penge ud af landet, blandt andet via overfakturering. Dette er svært at spore, men kan meget vel have sløret juli-tallene. Samtidigt skal man have in mente, at hverken Sydkoreas eller Taiwans eksport afspejler samme styrke som de kinesiske handelstal. Disse lande er traditionelt tæt bundet op på kinesisk økonomi. Der er således gode grunde til en hvis skepsis overfor især importfremgangen, forklarer seniorstrategen fra PFA Kapitalforvaltning.

- Dagens handelsbalancedata giver et spinkelt håb om, at Kina formår at lande blødt ovenpå et i høj grad gældsfinansieret væksteventyr de seneste år. Omvendt er der foreløbig ingen tegn på, at det kinesiske styre formår at rebalancere økonomien i retning af en mere holdbar vækstmodel, der i højere grad er drevet af et styrket privatforbrug frem for et investeringsboom, der afføder overkapacitetsproblemer. Særligt i et lidt mere langsigtet perspektiv vækker dagens tal således langt mindre optimisme end ved første øjekast, vurderer Witold Bahrke.

En alt for investeringstung vækstsammensætning og et samlet gældsniveau på mere end det dobbelte af landets BNP er en ganske farlig cocktail for Kina, der ellers har været de seneste års højdespringer. Sprækkerne i det kinesiske finansielle system bliver stadig større, og væksten i verdens andenstørste økonomi gearer mærkbart ned. Meget kunne tyde på, at Kinas eventyr er ved at være slut for denne gang.

Til gengæld har verdens største økonomi vokset sig så stærk, at USA nu trækker den globale økonomi i en positiv retning. Det gælder også for Europa og Danmark, der som bekendt har haft svært ved at ryste finanskrisen af sig. Han vurderer Kinas økonomiske situation som værende noget anstrengt, men påpeger at det ikke vil få alvorlige konsekvenser for Europa og USA.

- Den amerikanske supertanker rører for alvor på sig, og når det går den rigtige vej, så skal der voldsomme kræfter til, før den store økonomi ændrer kurs, selvom Kina repræsenterer en usikkerhedsfaktor i andet halvår af 2013. Vi forventer dog ikke, at Kina får afgørende negativ indflydelse på den globale økonomi, for den amerikanske og europæiske økonomi er nu så modstandsdygtig, at en nedtur i Kina ikke vil vælte verdensøkonomien. Jeg er ikke i tvivl om, at vi i den vestlige verden har lagt det værste bag os. Der er bestemt grund til optimisme, når vi ser ind i 2014, siger PFAs seniorstrateg.