Markedskommentar: Jobrapport bekræfter troen på amerikansk økonomi

Med 242.000 nye job uden for landbruget i februar var dagens amerikanske jobrapport bedre end ventet, og det er sammen med flere andre indikatorer med til at understøtte troen på et fortsat amerikansk opsving i 2016. Det afmonterer frygten for en amerikansk recession, vurderer chefstrateg i PFA Henrik Henriksen.

”Udviklingen i USA er generelt mere positiv end i resten af verden. Forbrugertilliden er ganske vist blevet negativt påvirket af de faldende aktiekurser, og fremstillingssektoren møder modstand bl.a. pga. den stærke dollar. Men salget af biler steg i februar måned til det højeste i 16 år, og forbruget understøttes af fremgang på job og boligmarked, faldende oliepriser, stigende vilje til udlån i bankerne og lave renter. Hvis udviklingen fortsætter, kan vi komme til at se yderligere fremgang i amerikansk økonomi i andet halvår i år,” siger Henrik Henriksen. 

Han forklarer, at så længe aktiekurserne på Wall Street peger opad, og der er gang i vækst og beskæftigelse, vil det kunne holde en global recession på afstand. Optimismen understøttes af nye tal for beskæftigelse, produktion, udbud og efterspørgsel i den amerikanske økonomi (ISM–indekset) samt udsigt til en stabilisering af oliepriser og dollarkursen.

”Det seneste ISM-indeks fra USA er steget en anelse til 49,5, og det var med til at skabe en god stemning på aktiemarkederne. Desuden vurderer jeg, at de negative effekter af faldene oliepriser og stigende dollarkurser bliver gradvist mindre i 2016, efter at de i 2015 har været med til at trække ca. ét procentpoint ud af den økonomiske vækst i USA,” siger chefstrategen.

Han tilføjer, at der fortsat er et vækstpotentiale i det indenlandske forbrug, fordi amerikanernes opsparingskvote er udsædvanligt høj i forhold til deres formuer. En yderligere fremgang i økonomien kan gøre amerikanerne mere trygge, og få kreditkort og pengesedler til at sidde lidt løsere i tegnebogen.

Derudover er der tegn på, at der snart kan komme gang i investeringerne i boligbyggeri i USA.

”Der er ikke blevet investeret ret mange penge i boliger de seneste 5-10 år i forhold til, hvor mange nye husholdninger, der er etableret. Jeg tror, at vi i år og de kommende år vil se nogle øgede investeringer i boligbyggerier, og da byggeriet står for ca. 2,5 pct. af det amerikanske BNP, har det en vis betydning. Samlet set tror jeg, at den værste frygt for en amerikansk recession i år er ovre,” slutter Henrik Henriksen.