Unn Wakefield er ny direktør for Forsikring i PFA

PFA har ansat Unn Wakefield som ny direktør for Forsikring i PFA. Hun tiltræder den 1. maj. Unn Wakefield har en baggrund fra finans- og forsikringsverden og kommer fra en stilling som konstitueret direktør for det samlede privatforsikringsområde hos Codan.

Tidligere har Unn Wakefield haft roller hos Codan som produktdirektør, underwriting-direktør samt haft ansvaret for forretningsudvikling. Hun har senest arbejdet med kundestrategier og transformation af kundeprocesser med fokus på at skabe et lønsomt privatforsikringsområde.

”Jeg er særdeles glad for, at vi har kunnet ansætte Unn, som er en person med bred indsigt i alle dimensionerne indenfor forsikring. Ansættelsen er et vigtigt skridt for PFA’s videre udvikling og det meget centrale arbejde med at bedre lønsomheden på forsikringsområdet,” siger koncerndirektør og COO i PFA Jon Johnsen.

Unn Wakefield ser frem til udfordringerne i PFA og fremhæver virksomhedens fokus på kunderne som en stor styrke.

”Jeg oplever PFA som en meget kundeorienteret organisation, som vil og tør drive markedsudviklingen med innovative produkter for at skabe endnu større kundeloyalitet. I den senere tid også med det helt nødvendige fokus på lønsomheden. Kombinationen af at sætte kunden først og vise handlekraft gør PFA til en meget spændende virksomhed at blive en del af,” siger Unn Wakefield.

Unn er svensk født, men har boet i Danmark i 10 år.