Markedskommentar: Væksttal kan hive amerikanske aktier ud af dødvande

I de sidste par måneder har en bølge af positive nøgletal og lempelige toner fra centralbankerne genskabt den gode stemning på det amerikanske aktiemarked og manet den værste frygt for en recession og en aktienedtur i verdens største økonomi til jorden. Det sker efter, at de ledende amerikanske aktieindeks det seneste år er kørt mere eller mindre sidelænds uden en klar retning. Trods de positive udsigter vokser træerne dog ikke ind i himlen, vurderer chefstrateg i PFA Henrik Henriksen.

”Kombinationen af en mere tålmodig amerikansk centralbank og vækstindikatorer fra USA og Kina, der er bedre end ventede, er konstruktiv for aktier og kreditobligationer. Fremadrettet er det derfor mere sandsynligt, at det amerikanske aktiemarked bryder med det nuværende dødvande og kommer over den gamle top på indekset, end at vi når bunden af handelsintervallet inden for nærmeste fremtid,” siger Henrik Henriksen.

Han henviser til, at det amerikanske aktieindeks Standard & Poor’s 500, der er et aktieindeks for 500 store amerikanske virksomheder, nåede sin top med en kurs på 2130 i maj 2015, mens bunden på indeks 1830 blev nået i de usikre markeder i februar i år på grund af dårlige nøgletal fra USA og frygt for en krise i den kinesiske økonomi. Men nu er der forår i luften.

I den amerikanske fremstillingssektor viste ISM-konjunkturindikatoren for fremstillingsvirksomheder i slutningen af marts for første gang i fem måneder fremgang med en stigning til 51,8 (et indeks over 50 betyder fremgang), ligesom jobskabelsen i landet er i højt gear. Det giver medvind til de investorer, som tager en lidt højere risiko i deres portefølje, forklarer Henrik Henriksen.

”En forklaring på den forsigtige optimisme i fremstillingssektoren kan være, at den amerikanske dollar er blevet svækket knap 5 pct. i handelsvægtede termer. Samtidig viser nøgletal fra arbejdsmarkedet og boligmarkedet fortsat robust fremgang. Undgår vi politisk ustabilitet ved et eventuelt britisk exit af EU og ved præsidentvalget i USA, er det mest sandsynlige, at risikofyldte aktiver som aktier, ejendomme og kreditobligationer ender med at give lidt højere afkast end traditionelle obligationer i 2016. Der ligger ikke umiddelbart en amerikansk recession eller en ny aktienedtur i kortene,” siger chefstrategen.

Tre tendenser i 2016 

Han peger på, at stabiliseringen af dollarkursen forbedrer mulighederne for eksportvirksomhederne, at stabiliseringen af olieprisen er god for energisektoren, og at amerikanske husholdninger ligger inde med pæne opsparinger, som kan gå til forbrug senere i 2016. Trods de gode takter kommer vi dog ikke til at se så store stigninger på aktiemarkederne, som vi har set de seneste tre år, vurderer chefstrategen. 

”Der er næppe grundlag for en ny kraftig optrend på aktiemarkederne, som vi så det i årene 2012-2015. Amerikanske aktier er forholdsvis dyre, nyhedsstrømmen fra virksomhederne er fortsat præget af relativt afdæmpede globale vækstudsigter, og den amerikanske centralbank har stadig planer om at hæve renten. Uden for energisektoren vokser indtjeningen dog stadig i de amerikanske virksomheder, og de har derfor ikke noget incitament til at standse investeringerne,” forklarer Henrik Henriksen.

Lige nu ligger aktieindekset Standard & Poor’s 500 i kurs 2067.