PFA investerer i ny fond der skal sætte turbo på danske SMV’ere
Der er et kæmpe uudnyttet potentiale i danske små og middelstore virksomheder. Derfor investerer PFA nu 100 mio. kr. i den danske kapitalfond Blue Equity, der har specialiseret sig i at investere kapital og ressourcer i tætte partnerskaber med ledelser og ejere. Derved har Blue Equity medvirket til en positiv udvikling i en lang række danske SMV’er – og derigennem skabt et godt afkast til investorerne. Blue Equity har siden 2013, med PFA som væsentlig investor, investeret i 24 danske virksomheder
Små og middelstore virksomheder i Danmark beskæftiger ca. 940.000 personer, hvilket er 2/3 af de privatansatte i Danmark. Men væksten i SMV’ernes produktivitet har det seneste årti haltet efter de store virksomheder. Én af årsagerne er utilstrækkelige rammer for ejerlederne for at turde udnytte potentialet i deres virksomheder – bl.a. gennem manglende investeringer i organisation, produktudvikling, markedsekspansion etc.
”SMV’erne er rygraden i det danske erhvervsliv, og de gør det bemærkelsesværdig flot sammenlignet med andre lande. Men vi oplever, at vækstrejsen i mange danske SMV’ere først rigtig tager fart, når de får adgang til ekstern kapital, netværk og viden. Hos PFA vil vi gerne stille dansk kapital til rådighed og støtte vækstlaget i dansk erhvervsliv. Derfor har vi valgt igen at investere i danske Blue Equity, som vi i PFA selv har været med til at stifte, og som vi er sikre på kan levere et godt risikojusteret afkast til vores kunder” siger Kasper A. Lorenzen, koncerninvesteringsdirektør i PFA.
Blue Equity blev stiftet i 2013 af PFA, Norlys, Bitten & Mads Clausens Fond (Danfoss), Lind Invest, Blues partnerkreds samt et begrænset antal andre, danske investorer.
Blue Equity investerer i danske virksomheder med omsætning i niveauet 50-250 mkr. og fokuserer på virksomheder med en B2B forretningsmodel, der er rigtigt positioneret til at tappe ind i globale megatrends.
Adskiller sig fra traditionelle kapitalfonde
Blue Equity adskiller sig fra traditionelle kapitalfonde ved at gå i partnerskab med selskabsledelser og selskabsejere om den fælles videreudvikling af i forvejen velfungerende selskaber.
”Danske SMV’ere er enormt stærke og er på mange måder resultatet af det omkringliggende samfund med et godt uddannelsesvæsen, stærke institutioner og kompetent arbejdskraft. Men vi ser mange af virksomhederne gå i stå i deres vækstrejse, når de kommer til et vist punkt. Her kan vi som fond bruge vores knowhow, store netværk og kapital til at hjælpe med det næste vigtige skridt. Men det skal altid ske i partnerskab med ejere og ledelse, for vi vil ikke belære nogen om, hvordan deres forretning skal drives. Vi tror i højere grad på at investere i mennesker end i virksomheder. Vi skal hjælpe de dygtige ejere/ledere i SMV’er til at turde,” siger Christian Møller, managing partner i Blue Equity.
Blue Equity erhverver typisk en ejerandel på 40-60%, hvilket er noget lavere end traditionelle kapitalfonde. Blue Equity investerer typisk i industrivirksomheder og virksomheder inden for business services.
Fakta
- Antallet af ansatte i danske SMV’ere steg med 115.000 i perioden 2010-2019
- SMV'erne har i gennemsnit haft en produktivitetsvækst på knap 1,1 pct. om året fra 2010 til 2019, mens de store virksomheder i gennemsnit havde en produktivitetsvækst på 1,8 pct. om året i samme periode. (Kilde: Erhvervsfremmestyrelsen)
- Blue Equity III er stiftet i maj 2021 og har indtil videre investeret i to virksomheder. Blue Equity III er fuldtegnet med DKK 750 m. i tilsagn og har derved lukket for nye investorer.
- Kapitaltilsagnet er fra danske investorer. Der er en jævn fordeling mellem pensionskasser, industrielle investorer og fonde.
- Læs mere om Blue Equity: https://blue.dk/
Kontakt
Senior presserådgiver Rasmus Bjørn, 41729077, rbj@pfa.dk