PFA: Stabil vækst og afkast til kunderne på 39,2 mia. kr. i 2021

PFA har i 2021 fortsat den stabile udvikling med en stigning i de samlede indbetalinger på 3,1 mia. kr., som i år lander på 43,8 mia. kr. De samlede kundemidler udgør ved årets udgang historisk høje 647 mia. kr. Samlet afkast på 39,2 mia. kr.

Driftsresultatet er i 2021 på 906 mio. kr., og af det går 792 mio. kr. til kunderne via PFA KundeKapital, der er PFA’s model for at dele overskud og risiko med kunderne. Dertil kommer et positivt investeringsafkast på den samlede KundeKapital på 226 mio. kr. hvilket betyder, at der samlet går 1.018 mio. kr. videre til kunderne. 

"Igen i 2021 fortsætter PFA den stabile vækst. Det er glædeligt, at vi kan byde velkommen til 412 nye virksomheds- og organisationskunder (netto) og vise en vækst i de samlede indbetalinger på 7,6 pct. i et meget konkurrencepræget marked. Det er et højt tal, som også har bidraget til en kraftig stigning i de samlede kundemidler, som nu har rundet 647 mia. kr. mod 601 mia. kr. i 2020," siger PFA’s Group CEO, Allan Polack, og fortsætter:

"At vi i 2021 fortsat kan fastholde og tiltrække kunder er et udtryk for den generelle tilfredshed, der er med vores samlede værditilbud, og den gode dialog vi har med kunderne. Tilfredsheden med vores personlige rådgivning ligger på 9,2 på en 10-skala kombineret med vores digitale selvbetjeningsplatforme, Mit PFA og Vores PFA, som har fået endnu et løft i 2021. Vi har også videreudviklet og øget fokus på vores mange kundefordele som eksempelvis vores lejeboliger og seniortilbud. Det har kunderne taget godt imod."

PFA Pension går ud af året 2021 med en fortsat stærk solvensdækning på 271 pct., mod 278 pct. i 2020.

Også PFA’s vigtige samarbejde med Letpension har udviklet sig særdeles positivt i 2021. Letpension har i 2021 haft en vækst i indbetalinger på 20 pct., og selskabets kunder havde ved udgangen af året 23,9 mia. kr. under forvaltning i PFA samt årlige indbetalinger på 5,8 mia. kr.

Afkast til kunderne på op til 20,6 pct. 

Særligt aktiemarkederne har oplevet en meget kraftig stigning i 2021, og PFA har skabt et samlet afkast på 39,2 mia. kr. For kunderne i PFA Plus er afkastet op til 20,0 pct., og i PFA Klima Plus er afkastet op til 20,6 pct.

Profil C med 15 år til pension ligger for både PFA Plus og PFA Klima Plus med et afkast på 15,3 pct. godt blandt de kommercielle pensionsselskaber.

"Vi skaber i 2021 et samlet afkast på over 39 mia. kr. mod 31 mia. kr. i 2020. Stærk vækst og lempelig penge- og finanspolitik har løftet aktiemarkederne til nye højder, og generelt er de fleste virksomheder kommet dygtigt og stærkt videre trods de udfordringer, som coronapandemien har givet. Det har især belønnet kunder, som har taget høj risiko med afkast på over 20 pct., men generelt har mange kunder fået pensionsopsparingen godt polstret," siger Allan Polack.

75 pct. af PFA’s kunder i PFA Plus og PFA Klima Plus ligger i en profil C eller D og har dermed haft glæde af at ligge i profiler med højere risiko. 

Der er i 2021 skabt et afkast i PFA’s portefølje af alternative investeringer på 16,3 pct., der ved årets udgang var på 57 mia. kr. Det inkluderer et realiseret og beklageligt tab på en investering i flyleasingselskabet Nordic Aviation Capital, der har været voldsomt påvirket af den globale coronapandemi. Det samlede tab udgør 3 mia. kr., og PFA har over de sidste to år løbende nedskrevet værdien. Der vil ikke være yderligere tab på investeringen, da den ikke længere indgår i PFA’s portefølje.

PFA har siden 2020 lavet en række tilpasninger af sin investeringsstrategi, hvor der blandt andet er skruet op for risikoen og indført et værktøj, der gør det muligt at arbejde mere fleksibelt med at skrue hurtigt op og ned for risikoen. Herudover er der i sensommeren 2021 gennemført markante ændringer af aktieporteføljen samt af aktivsammensætningen i PFA’s lav- og højrisikofonde, der leverer afkastet i PFA Plus. De justeringer er begyndt at slå igennem i afkastet, og effekterne forventes at materialisere sig yderligere i de kommende år.  

Ny bekendtgørelse for syge- og ulykkesforsikring

I 2022 træder den nye bekendtgørelse for syge- og ulykkesforsikring i kraft. Den tager afsæt i ønsket om en skarpere regnskabs- og forretningsmæssig adskillelse mellem livsforsikrings- og syge- og ulykkeforsikringsvirksomheden samt at få balance i resultaterne på begge områder hver for sig. Bekendtgørelsen passer således med PFA’s genopretningsplan på området, hvor vi derudover vælger at tilpasse forretningen ved at samle pensionskontrakterne i livsforsikring, mens enkeltprodukter på skadesforsikringsområdet samles under syge- og ulykke.

Markant stigning af stresstilfælde påvirker SUL-resultatet negativt

Resultat af syge- og ulykkesforsikring (SUL) er i 2021 på -490 mio. kr. mod -841 mio. kr. for sidste år. Udviklingen skyldes flere faktorer. Genopretningsplanen for at skabe varige forbedringer har effekt både i forhold til at hjælpe skaderamte kunder med at undgå længerevarende sygdom og til at hjælpe langtidssyge kunder tilbage i arbejde. Derudover har der været en væsentlig positiv effekt ved at hæve SUL-priserne.

Desuden bidrager lavere udgift til hensættelser til fremtidige tab og udvidelse af VA-tillægget til rentekurven positivt. Endvidere bidrager opdeling mellem SUL og Liv til en ændring af SUL-resultatet på ca. 400 mio. kr.

PFA oplever fortsat et kraftigt stigende antal anmeldte skader svarende til en forværring af driftsresultatet i forhold til 2020 på ca. 200 mio. kr., hvilket er en bekymrende tendens. Det høje antal skader ser ud til at blive en mere permanent udfordring. Forværringen er primært drevet af flere anmeldelser af psykiske lidelser og flere skader i aldersgrupperne over 60 år.

"Flere og flere danskere er ramt af stress og andre psykiske lidelser. Den udvikling har vi set tage fart under coronapandemien, hvor vi i 2021 så en stigning i antal anmeldelser på 21 pct. til mere end 1050 personer. Det er voldsomt og et udtryk for, at vi står med en samfundsmæssig udfordring, som både politikere, arbejdsmarkedet og vi som pensionsselskaber er nødt til at gøre noget ved. Vi løfter en betydelig samfundsopgave, og det vil vi fortsat have stort fokus på, samtidig med at der skal være balance på området," siger Allan Polack. 

I 2021 har PFA hjulpet flere end 900 kunder tilbage, som ellers stod uden for arbejdsmarkedet i en kortere eller længere periode. Reaktiveringerne skyldes bl.a. et proaktivt arbejde, hvor PFA hjælper kunderne med at undgå langtidssygemelding eller til at forkorte denne ved at række ud både før, under og efter sygemeldingen. Her har der særligt været succes med PFA’s proaktive indsats med at hjælpe sygemeldte kunder tilbage på job, og antallet er reaktiveringer er steget med 54 pct. i perioden 2018-2021.

Nøgletal20212020
De samlede kundemidler udgør647 mia. kr.601 mia. kr.
Resultat før skat (ekskl. minoritetsinteressernes andel)190 mio. kr.232 mio. kr.
Årets resultat113 mio. kr.180 mio. kr.
Forsikringsresultat906 mio. kr.1.274 mio. kr.
PFA KundeKapitals andel af forsikringsresultat792 mio. kr.1.107 mio. kr.
De samlede indbetalinger43,8 mia. kr.40,7 mia. kr.
Løbende indbetalinger26,0 mia. kr.24,4 mia. kr
Resultat på syge- og ulykkesforsikring-490 mio. kr.-841 mio. kr.
Omkostninger pr. forsikret909 kr.703 kr.
Det samlede investeringsafkast39,2 mia. kr.31,0 mia. kr.
Afkast i PFA Plus før skat inkl. KundeKapital, mellem3,4 og 20,0 pct.1,8 og 6,8 pct.
Afkast i PFA Klima Plus før skat inkl. KundeKapital, mellem2,2 og 20,6 pct.*
Afkast i gennemsnitsrenteprodukter inkl. akkumuleret værdiregulering3,8 pct.3,3 pct.

* PFA Klima Plus er lanceret medio 2020 og dermed kan der ikke vises helårstal for 2020.

For yderligere oplysninger
Pressechef Oliver William Gunner, 28 56 23 22 eller owg@pfa.dk