Krig i Ukraine: PFA opretter psykologisk hotline

Nu kan alle PFA’s kunder og medlemmer få gratis psykologisk rådgivning og sparring i forbindelse med krigen i Ukraine. Både medarbejdere, tillidsvalgte, HR-afdeling og ledelse kan ringe til hotlinen, hvor psykologer sidder klar til at give rådgivning, sparring og redskaber til at håndtere situationen.

Flere af PFA’s virksomheds- og organisationskunder har ansatte med ukrainske rødder eller kontorer i det krigshærgede land. For dem er utrygheden pludselig kommet meget tæt på, men det er ikke kun hos de direkte berørte, at krigen skaber bekymring. 

Derfor opretter PFA en hotline tilgængelig for alle kunder og medlemmer. Hotlinen er bemandet med autoriserede psykologer, som er vant til at yde krisehjælp i forbindelse med krise- og belastningsreaktioner.

Med den psykologiske hotline ønsker PFA at hjælpe med at begrænse de belastninger, som kan opstå i forbindelse med krigen i Ukraine og dermed skabe mest mulig tryghed i en svær tid.

”Den forfærdelige situation, der er opstået i Ukraine, er en stor psykisk belastning for dem, der på den ene eller anden måde er berørt af krigen. I PFA har vi lang erfaring med at hjælpe folk, der står midt i en krise, og vil derfor gøre hvad vi kan for at støtte kunderne og medlemmerne i en utryg situation. Samtidig oplever vi fra vores virksomheds- organisationskunder et behov for rådgivning til, hvordan man som leder eller HR-ansvarlig skal forholde sig til situationen. Med den her hotline har bekymrede medarbejdere nu mulighed for at ringe ind og få kompetent hjælp eller også bare tale med et forstående menneske,” siger Mads Kaagaard, koncerndirektør i PFA. 

Den psykologiske hotline er etableret sammen med Dansk Krisekorps, der har stor erfaring med at håndtere krisesamtaler. 

Kunder og medlemmer kan kontakte den psykologiske hotline alle dage døgnet rundt på telefon 

(+45) 40 22 81 65


Den psykologiske hotline åbnede den 1. marts og er foreløbig åben til og med april.