Derfor peger pilen på positive afkast i 2024

Chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen

Med rentestop, aftagende inflation og fortsat fremgang i de økonomiske nøgletal er der ifølge PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, grund til optimisme ved indgangen til 2024. Hun tror derfor på positive afkast for året, selvom nogle af gevinsterne kan være kommet på forskud i form af de gode afkast i 2023.

Da vi tog hul på 2023, var der ikke mange, som regnende med, at det skulle gå hen og blive et gyldent år på finansmarkederne. Derimod frygtede mange, at centralbankernes medicin mod den høje inflation i form af de historisk hurtige renteforhøjelser ville føre til en markant afmatning eller en decideret recession. Det skete ikke, og derfor fik vi et år præget af positive økonomiske overraskelser og store kursstigninger.

Spørgsmålet er så, om opturen synger på sidste vers, eller om der fortsat er liv i aktieopsvinget?

”Alt andet lige står vi bedre nu, end vi gjorde for et år siden. Inflationen er stadig aftagende, og den økonomiske vækst er fortsat i nogenlunde gænge – især i USA, som er det største lokomotiv i den globale økonomi. Og selvom væksten i mange lande i Europa er meget lav eller stagneret, så har det endnu ikke ført til stigende arbejdsløshed. Samtidig betyder den faldende inflation, at forbrugerne har haft en reallønsfremgang og dermed kan holde privatforbruget i gang. Hvis det billede fortsætter, så vil jeg mene, at der er rum til yderligere kursstigninger på aktierne i 2024,” siger Tine Choi Danielsen.

Kursstigninger har været ulige fordelt
Det var ikke alle selskaber, der fik lige stor del i aktieopsvinget i 2023, som især i første halvdel af året var koncentreret om nogle få selskaber. Herhjemme fx Novo Nordisk, Danske Bank og Pandora, mens aktiefremgangen i USA især skyldtes de store tech-selskaber som Microsoft, Nvidia og Google, der red på en bølge af begejstring over nybrud inden for kunstig intelligens. PFA har været godt investeret i de pågældende selskaber og ser heller ikke grund til brandudslag som følge af de store kursstigninger.

”Vi vurderer løbende, om aktiekurserne er passende, men der er generelt tale om selskaber med en solid indtjening og en bred forankring i samfundsøkonomien. Og som vi også så med AI-begejstringen i 2023, så rækker tech-selskabernes forrentningsomfang vidt, og de er med til at skabe basis for innovation og løfte produktiviteten inden for mange forskellige områder – fra medicin og klimaløsninger til transport, undervisning, salg, kommunikation, services og meget mere. Så længe indtjeningsforventningerne følger med, behøver det højere prisskilt derfor ikke at bekymre,” siger Tine Choi Danielsen.

Hun nævner samtidig, at det tech-tunge Nasdaq-indeks trods stigningerne i 2023 endnu ikke helt har indhentet faldet i 2022, mens det tonegivende aktieindeks, S&P500, har genvundet det tabte og er tilbage på det hidtidige topniveau fra den 3. januar 2022.

Trusler kan komme fra en uventet kant
Mens de makroøkonomiske tendenser overordnet ser fornuftige ud, skal vi ifølge Tine Choi Danielsen ikke glemme, at trusler mod økonomien også kan komme udefra. Det så vi eksempelvis med Covid-pandemien og siden Ruslands krig mod Ukraine, der fik energipriserne til at stige kraftigt. Senest har vi oplevet en tragisk konflikt i Mellemøsten, og selvom den endnu ikke har sat dybe spor i den globale økonomi, så bidrager den til øget geopolitisk uro, som ifølge chefstrategen kan blive et markant tema i 2024.

”2024 bliver et ualmindelig travlt valgår med præsidentvalg i fx USA, Indien, Rusland og Taiwan samt valg til Europa-Parlamentet. Normalt har politiske begivenheder ikke stor effekt på markederne, men i en situation som nu med krige i Ukraine og Mellemøsten og handelspolitiske spændinger kan politisk usikkerhed give anledning til uro på markederne. Jo mindre forudsigelighed, des mere uro vil det typisk give. Så en ny periode med Trump ved roret vil bestemt kunne give dønninger. For ud over de udenrigspolitiske temaer vil der også være et skarpt øje på økonomien, da USA trods rekordhøj beskæftigelse og solid vækst i 2023 har set statsgælden vokse til nye højder,” siger Tine Choi Danielsen.

Hun ser netop gældsdannelsen i både USA, Europa og Kina som en af de store langsigtede trusler mod økonomien, da det giver mindre politisk råderum til at kickstarte økonomien, hvis væksten bremser op.