Hop til indhold

PFA og Letpension indgår 5-årig aftale med fokus på vækst og digitalisering

PFA og pengeinstitutterne bag Letpension har indgået en ny femårig samarbejdsaftale, der skal styrke de digitale rådgivningsløsninger til kunderne og skabe fundamentet for fremtidig vækst.

Gennem Letpension tilbyder en række pengeinstitutter pensions- og sundhedsløsninger fra Danmarks største pensionsselskab, PFA, til privatkunder og selvstændige. Samarbejdet er nu blevet forlænget med fem år.

Med aftalen øger pengeinstitutterne og PFA integrationen af fælles it-løsninger, der skal styrke kundeoplevelsen og rådgivningen til kunderne. Samtidig flytter 20 medarbejdere fra Letpension til PFA for at samle udviklingskapaciteten ét sted. Det skal gøre det nemmere at komme hurtigt på markedet med nye løsninger og dermed understøtte fremtidig vækst.

Stærkt samarbejde med fokus på kunderne
Adm. direktør i Ringkjøbing Landbobank og formand for Letpensions bestyrelse, John Fisker, ser frem til de nye muligheder, og glæder sig over det styrkede samarbejde:

"Vi har gennem årene opbygget et tæt og stærkt samarbejde med PFA, som har gjort det muligt for os at levere løsninger, der matcher kundernes behov. Den nye aftale giver os et solidt fundament for at bygge videre på den vækst, vi allerede har skabt, samtidig med at vi investerer i fremtidens digitale løsninger. Jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, hvor vi med Letpension kombinerer PFA’s førende pensions- og sundhedsløsninger med pengeinstitutternes lokalkendskab og stærke kunderelationer," siger John Fisker.

Forenkling til gavn for kunder og rådgivere
Letpensions-samarbejdet har i de seneste år bidraget væsentligt til PFA’s vækst. Ifølge administrerende direktør i PFA, Ole Krogh, er det derfor glædeligt, at samarbejdet nu styrkes yderligere, så pengeinstitutterne og PFA står endnu stærkere i markedet for pensions- og forsikringsløsninger til privatkunder og selvstændige:

"Samarbejdet med Letpension er strategisk vigtigt for PFA og har de seneste år været populært blandt kunderne og opnået stor vækst. Med nye rådgivningsløsninger, enklere og mere effektive processer samt en mere strømlinet it-struktur styrker vi nu samarbejdet og gør det mere skalerbart, så vi kan skabe endnu mere værdi til kunderne. Vi glæder os samtidig til at byde de nye Letpension-kollegaer velkommen i PFA,” siger Ole Krogh.

Kort om Letpension-samarbejdet
Samarbejdet om Letpension omfatter i dag 13 pengeinstitutter og tilbyder pensions- og forsikringsløsninger til privatkunder og selvstændige. De seneste ti år er indbetalingerne til Letpension blevet firdobbelt og forventes i 2025 at runde 8 milliarder kr.