PFA styrker fokus på samfundsansvar
Med PFA’s nye strategi er samfundsansvar blevet en ud af fire hjørnesten i forretningsstrategien, og der er sat konkrete mål for, hvordan man skal skabe værdi og gøre en forskel for sine kunder og dermed samfundet.
PFA er skabt af og for kunderne. Derfor skal alt, hvad PFA gør, være til gavn for sine 1,3 mio. kunder og det samfund, vi lever i. Og på grund af PFA’s forretningsområde og størrelse, så er der en tæt sammenhæng mellem det, PFA gør for kunderne, og den værdi, man skaber for samfundet. Den sammenhæng vil PFA gerne tydeliggøre og styrke yderligere. Derfor har samfundsansvar fået sin egen selvstændige plads i PFA’s nye forretningsstrategi - ”Fokuseret kundefælleskab” - som en af fire hjørnesten.
Det fortæller administrerende direktør i PFA, Ole Krogh Petersen, som uddyber:
”PFA er et kundefællesskab, hvor vi ved at hjælpe vores kunder også kan bidrage til at løse nogle vigtige samfundsudfordringer. Det ser vi fx på sundheds- og seniorområdet, hvor der er et stigende pres på velfærdssamfundet. Det vil vi gerne være med til at finde løsninger på. Vi har også fokus på den grønne omstilling, og vi har bl.a. ultimo 2023 investeret op mod 50 milliarder kroner i grønne løsninger. For os er der derfor et tæt sammenspil mellem at drive forretning og passe på vores kunder og samfund, og det tydeliggør vi nu med vores nye tilgang til samfundsansvar som et led i vores nye strategi.”
Konkrete ambitioner for indsatserne
Som del af strategien har PFA bl.a. sat konkrete ambitioner for de områder under samfundsansvar, hvor man ønsker at styrke sit fokus. Det gælder fx økonomisk tryghed, som PFA arbejder med fra flere vinkler.
”PFA er sat i verden for at skabe økonomisk tryghed til kunderne. Det gør vi dels ved at skabe gode langsigtede afkast til kunderne, dels ved at rådgive dem og dels ved, at den værdi vi skaber, går tilbage til kunderne. Det vil vi fortsætte med, men fremover med endnu større fokus på effekten. Derfor har vi sat en ambition om, at vi hvert år skal rådgive over 235.000 danskere og dermed bidrage til deres økonomiske tryghed,” siger Ole Krogh Petersen.
Samme tilgang har PFA indført på sundheds- og seniorområdet. På seniorområdet vil PFA blandt andet hjælpe mindst 200 arbejdsgivere med at udvikle rammer om senkarrieren, hvor større grad af fleksibilitet, en mere glidende overgang til seniorlivet og mulighed for delpension vil være emner, som kan drøftes og afklares mellem den enkelte medarbejder og virksomheden. Og på sundhedsområdet lyder en af ambitionerne, at man årligt skal hjælpe mindst 1.700 langtidssygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet.
”Ved at reducere langtidssygefravær og fastholde flere seniorer i arbejdsstyrken kan vi slå mange fluer med et smæk. For det første vil det give større livskvalitet og tryghed for den enkelte. For det andet vil det være en stor gevinst for vores arbejdspladser og samfund, hvor stigende sygefravær, nedsat trivsel og mangel på arbejdskraft allerede i dag er en udfordring flere steder. Med vores indsatser på disse områder kan vi derfor bidrage til at løfte en vigtig opgave til gavn for vores kunder og samfund,” siger Ole Krogh Petersen.
Videnskabeligt baserede klimamål
Inden for den grønne omstilling har PFA, udover investeringer på op mod 50 mia. kr. i grønne projekter, fokus på aktivt ejerskab for at skabe positiv udvikling i virksomheder, som man investerer i, og som noget nyt vil PFA sætte videnskabeligt baserede klimamål.
”Vi har netop tilsluttet os det såkaldte Science Based Target initiative (SBTi), hvor eksterne klimaeksperter hos SBTi skal verificere, at vores klimamål er i tråd med Paris-målsætningerne. Der er nu en stor opgave foran os med at få fastsat klimamål og få de selskaber, vi investerer i, til selv at tilslutte sig SBTi. I dag har ca. 45 procent af værdien af vores aktieinvesteringer fået godkendte mål af SBTi, og den andel skal op, da det også har betydning for at kunne skabe attraktive langsigtede afkast, som er forudsætningen. Det er vigtigt i vores arbejde med at nedbringe klimaaftrykket fra vores investeringer,” siger Ole Krogh Petersen.
Få mere at vide...
Du kan i filmen med PFA’s administrerende direktør, Ole Krogh Petersen, høre mere om PFA’s arbejde med samfundsansvar. Du kan også blive klogere på indsatser og ambitioner under samfundsansvar her på sitet.