PFA går sammen med Københavns Kommune om at øge biodiversiteten
Biodiversiteten skal styrkes i København. Derfor går PFA sammen med en lang række grundejere og Københavns Kommune i et nyt partnerskab for biodiversitet. Underskrivelsen af aftalen sker i forbindelse med FN’s biodiversitetsdag.
Biodiversiteten skal styrkes i København. Derfor går PFA sammen med en lang række grundejere og Københavns Kommune i et nyt partnerskab for biodiversitet. Underskrivelsen af aftalen sker i forbindelse med FN’s biodiversitetsdag.
Biodiversiteten skal have bedre vilkår i byen. Alle københavnere skal have god adgang til natur, og viden om biodiversitet skal styrkes. Det er visionerne bag den partnerskabsaftale, som PFA og 18 andre grundejere i dag har indgået med Københavns Kommune.
”Ejendomme har en stor påvirkning på omgivelserne, og i byområder er naturen meget ofte trængt i baggrunden. Som en af Danmarks største ejendomsinvestorer har vi derfor en stor og vigtig opgave at løfte i forhold til at give mere plads til biodiversitet og vild natur ved fx at omlægge græsplæner til områder med hjemmehørende blomster, buske og urter. I PFA er vi glade for at tilslutte os samarbejdet med Københavns Kommune, hvor vi sammen arbejder for mere biodiversitet i byen og videndeler erfaringer,” siger Peter Morgan, ejendomschef i PFA.
Dækker over 40 procent af København
Aftalen skal være en drivkraft for, at den eksisterende biodiversitet i byen bevares og forbedres samtidig med, at der skabes ny biodiversitet på tværs af kommunale, almene, statslige og private arealer i byen. Tilsammen råder Københavns Kommune og de 19 grundejere, der er med i aftalen, over 40 pct. af hele Københavns grundareal.
”Hvis vi skal sikre, at København også i fremtiden er en grøn by, hvor københavnerne har adgang til bynatur, og hvor biodiversiteten har gode vilkår, så er det helt afgørende, at vi handler i fællesskab. Derfor er jeg glad på naturens vegne og stolt af, at så mange aktører med ansvar for byens arealer i dag går sammen om at øge biodiversiteten i byen. Det handler om at tænke biodiversitet ind i alt lige fra udviklingen af nye byområder til renovering og nybyggeri på byens eksisterende grunde,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
PFA er fuld i gang
Med aftalen vil man blandt andet screene arealer i København for særlige potentialer for at forbedre biodiversitetens vilkår. Screeningen igangsættes inden sommerferien, og med den får Københavns Kommune og grundejerne konkrete anbefalinger og et overblik over, hvor de kan forbedre biodiversiteten, skabe bedre sammenhæng på tværs af matrikelskel eller skabe flere grønne korridorer. Parterne skal desuden udarbejde baseline for deres arealer, så biodiversitetens udvikling kan monitoreres.
”Partnerskabet er en naturlig forlængelse af det arbejde, som vi er i fuld gang med at udrulle på vores ejendomsportefølje landet over. Vi har i samarbejde med eksterne konsulenter kortlagt biodiversitetspotentialet på alle vores ejendomme, og er nu ved at vurdere hvilke konkrete handlinger der skal igangsættes,” siger Peter Morgan.
Partnerskabet sætter også fokus på at dele viden og inspiration om biodiversitet. Det sker gennem årlige partnerskabsmøder, hvor aftalens resultater, indsatser og best practice præsenteres og diskuteres, ligesom man også etablerer et fagligt biodiversitetsnetværk, hvor inspiration og viden deles på tværs af grundejerne.
For yderligere info
Seniorpresserådgiver Rasmus Bjørn, 41729077 og rbj@pfa.dk
Med i partnerskabsaftalen er 19 af byens største grundejere herunder både pensionsselskaber, almene boligorganisationer, statslige grundejere, kommunalt ejede selskaber og private grundejere.
- PFA
- ATP Ejendomme
- Banedanmark
- BIOFOS
- By og Havn
- Bygningsstyrelsen
- DSB på vegne af DSB Ejendomme og DSB Ejendomsudvikling
- Freja Ejendomme
- fsb
- Hovedstadens Almennyttige Boligselskab/DAB
- HOFOR
- Jeudan
- KAB på vegne af AKB, Boligforeningen 3B og SAB
- Metroselskabet
- Pension Danmark
- Refshaleøens Ejendomsselskab
- Skanska
- VIBO
- AAB
Aftalen træder i kraft 22. maj 2024 og revideres efter to år.