PFA opretter ungeråd for at øge bevidstheden om økonomi, klima og sundhed

Tim Rudbeck Salting Smidemann er direktør for kommunikation, samfundsansvar & marketing i PFA.

PFA vil styrke dialogen med unge kunder om vigtige emner som mental sundhed, klima og økonomisk tryghed. Derfor opretter Danmarks største kommercielle pensionsselskab nu et ungeråd målrettet selskabets 180.000 18-30-årige kunder. Ungerådet skal blandt andet give input til, hvordan PFA’s rådgivning, værditilbud og kommunikation til unge kan blive endnu bedre.

Danske unge adskiller sig fra de ældre generationer på en række punkter: De er mere klimabevidste, en stigende andel døjer med mistrivsel, og de er ofte mindre engagerede i deres pension.  

Fremover får de bedre mulighed for bringe deres ideer og overvejelser i spil. PFA opretter nemlig et ungeråd målrettet 18-30-årige PFA-kunder, som skal diskutere vigtige emner, der er særligt vigtige for unge og samfundet og give anbefalinger til PFA. 

”Pension har aldrig været mere relevant for den unge generation, som er meget klimabevidst, desværre oplever stigende problemer med mental mistrivsel, og kan se frem til en stigende pensionsalder. Vi har allerede gode erfaringer med PFA’s seniorråd, og det er oplagt at oprette et tilsvarende råd for 18-30-årige, hvor vi kan få deres perspektiver og holdninger til vigtige dagsordener, der berører dem selv,” siger Tim Smidemann, som er direktør for kommunikation, samfundsansvar og marketing i PFA og tilføjer: 

”PFA’s kerneopgaver er at levere økonomisk tryghed, gode sundhedsløsninger og bidrage til en bæredygtig verden. Men gør vi det godt nok i forhold til vores unge kunder? Matcher PFA’s værditilbud gruppens behov? Og hvordan oplever de vores rådgivning og digitale løsninger? Det er spørgsmål, vi gerne vil blive klogere på, så vi kan gøre pension mere attraktivt og relevant for de unge. For det er jo sådan, at fremtiden formes af de valg, vi i træffer i dag – om vores sundhed, uddannelse, arbejde og økonomi. Så pension er også en vigtig sag for unge – faktisk har det aldrig været vigtigere.”  

Ungeråd med plads til alle

PFA Ungeråd kommer til at bestå af 10-12 personer, hvoraf én bliver udpeget som forperson. Rådsmedlemmer deltager i en 2-årig periode, og efter det første år tilføjes ca. 6 medlemmer yderligere, så der kommer løbende udskiftning. 

”Vi ønsker et ungeråd med plads til alle slags unge. Vi håber på at kunne rekruttere medlemmer til PFA’s Ungeråd på tværs fx køn, alder, geografi, og uddannelsesbaggrund for at få flest mulige forskellige indspark,” siger Tim Smidemann.  

PFA har aktuelt ca. 180.000 kunder i alderen 18-30 år, hvilket udgør ca. 14 procent af den samlede kundegruppe på 1,3 millioner.

For yderligere info
Kontakt seniorpresserådgiver Rasmus Bjørn på 41729077 eller rbj@pfa.dk

Sådan søger du plads i PFA Ungeråd

Udfyld ansøgningen med lidt information om dig og din motivation for at være en del af PFA Ungeråd. Kontakt ungeraad@pfa.dk hvis du har spørgsmål.

 

Fakta om PFA Ungeråd

  • Ungerådet kommer til bestå af 10-12 medlemmer, hvoraf én vælges til forperson.
  • Som udgangspunkt er man medlem i 2 år.
  • Man skal være kunde i PFA for kunne blive medlem af PFA’s Ungeråd.
  • Efter 1. år tilføjes ca. 6 medlemmer yderligere, så der bliver løbende udskiftning.
  • Der ydes ikke honorar, men rejseudgifter dækkes.

Danske unge om pension

En befolkningsundersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for PFA i september 2024, viser at:

7 ud 10 unge føler, at de har en stresset hverdag. 
På spørgsmålet ”I hvilken grad føler du, at du har en stresset hverdag?” svarer 72 pct. af de 25-29-årige, at de enten ’i meget høj grad’, ’i høj grad’ eller ’i nogen grad følers sig stressede i hverdagen. Blandt de 30-39-årige er det 71 pct. På tværs af alle aldersgrupper svarer 61 pct. at de føler, at de har stresset hverdag.

Over halvdelen af de unge er bekymrede for, at de ikke sparer nok op. 
På spørgsmålet ”Bekymrer du dig for, om du sparer nok op til din pension?” svarer 52 pct. af de 25-29-årige og 55 pct. af de 30-39-årige ’ja’. Det glæder for blot 32 pct. af de 60-67-årige. På tværs af alle aldersgrupper svarer 37 pct. ’ja’ til om de er bekymrede for, at de ikke sparer nok op.