Stort potentiale med AI: Tusindvis af danskere kan undgå langtidssygdom

70 pct lavere risiko for at blive langtidssyg. Det er resultatet for de kunder, som PFA Pension de seneste år har kontaktet proaktivt med hjælp fra AI.

De seneste år har PFA brugt AI til at forudsige hvilke kunder, der er i risiko for at blive ramt af langtidssygdom, og dermed givet mulighed for at række ud med tilbud om forebyggende hjælp.

”Vi står som samfund et sted, hvor flere og flere bliver langtidssyge. Det er en kæmpe udfordring som påvirker den enkeltes trivsel, virksomhederne og hele samfundet. 

I PFA kan vi se, at vores sundhedsfaglige personale kan få hjælp af kunstig intelligens til at række ud til de kunder, der har allermest brug for det,” siger Ole Krogh Petersen, adm. direktør i PFA.

Bemærkelsesværdig effekt

Det nye tiltag har vist sig at have yderst positiv effekt. Kunder der er blevet hjulpet, har fået sænket deres risiko for langtidssygdom med 70 pct.

”At vi med kunstig intelligens kan sænke kunders risiko for at blive langtidssyg med 70 pct er en meget bemærkelsesværdig effekt, som vi er meget positivt overraskede over.

Og samtidig kvitterer kunderne for, at vi rækker ud. 96 pct er glade for at blive kontaktet med tilbuddet om ekstra hjælp,” siger Ole Krogh Petersen.

Indtil videre er 3000 kunder proaktivt blevet hjulpet af PFA’s sundhedsfaglige personale takket være AI. Noget der har medvirket til at færre kunder blive ramt af langtidssygdom, og samtidig indtil videre har sparet PFA for udgifter til langtidssygdom for 58 mio. kr.

Potentiale i det offentlige

En ny omfattende udregning fra PFA viser, at hvis den AI-algoritme, som PFA har bygget, blev koblet sammen med al den data, som de praktiserende læger allerede i dag ligger inde med, så ville man kunne række forebyggende og målrettet ud til de danskere, der er i størst risiko for at blive langtidssyg. 

Ifølge PFA’s beregninger ville man kunne undgå 2800 nye langtidssyge danskere hvert år. Og i og med at en gennemsnitlig langtidssyg er væk fra arbejdsmarkedet i 5 år, svarer det til 14.000 ekstra skattebetalende fuldtidsstillinger.

Hvis 14.000 potentielt langtidssygemeldinger bliver vekslet til fortsat kontakt til arbejdsmarkedet, så ville det alene opgjort i færre udgifter til sygedagpenge og øgede skatteindtægter indbringe de offentlige finanser omkring 4,4 mia. kr. årligt.

Bidrager gerne

”Som landets største kommercielle pensionsselskab er det helt oplagt, at vi bringer vores viden og erfaringer til bordet, så det kan komme danskerne til gode. Vi kan se, at hvis man i det offentlige blev inspireret af PFA og brugte kunstig intelligens til at forudse, hvem der er i størst risiko for at blive langtidssyg, og proaktivt rækker ud med forebyggende hjælp så kan flere tusinde danskere hvert år undgå at blive syge, og samtidig kan vi som samfund spare milliarder. Potentialet er simpelthen enormt,” siger Ole Krogh Petersen.

For at forløse det store forebyggelsespotentiale, så ville det med udgangspunkt i PFA’s erfaringer og beregning kræve, at man i det offentlig kontaktede ca. 135.000 danskere årligt med tilbud om ekstra forebyggende hjælp. Et opsøgende tiltag der ville kræve omkring 80 ansatte. Dertil kommer øgede forebyggende behandlinger for ca. 245 mio. kr.