Ny rekordmåling – nu vil et flertal forlænge arbejdslivet

På to år er antallet af danskere, der kan forestille sig at arbejde efter folkepensionsalderen vokset markant.

I en ny stor befolkningsundersøgelse, som PFA har lavet sammen med analysehuset Wilke, svarer 58 pct af danskerne, at de vil arbejde efter folkepensionsalderen. Samme spørgsmål er blevet stillet de seneste to år. I 2024 var 48 pct klar til et forlænget arbejdsliv, mens det var 42 pct i 2023. 

”Vi har i de seneste år set en stille reform på arbejdsmarkedet, hvor seniorerne bare fortsætter med at arbejde længere og længere. Den her måling viser, at trenden virkelig har fået fat i danskerne, som gerne udskyder pensionen, når arbejdet byder sig til,” siger Jesper Brask Fischer, velfærds- og seniorchef i PFA.

Hurtig kulturændring

Når vi ser så stor en vækst på bare 2 år, så er det et billede på, at danskerne ser anderledes på pensionen end vi har været vant til. Noget der også kan aflæses i den faktiske pensionsalder og den stigende andel af seniorer, som langsomt skruer ned for arbejdslivet og trækker sig gradvist tilbage. 

På bare tolv år er den gennemsnitlige pensionsalder herhjemme gået fra omkring 63 år til op mod 67 år.

”Hvor det for relativt få år siden var sådan, at ens pensionstilværelse typisk bankede på døren, når man rundede de 60 år, er der nu flere og flere som kigger mod de 70. Det er en stor ændring af vores arbejdskultur, som finder sted. Det forlængede arbejdsliv er blevet langt mere populært, især hvis det krydres med en fleksibel overgang til pension, hvor man slutter af med fx en 4-dages arbejdsuge i de sidste år,” siger Jesper Brask Fischer. 

Netop denne kulturændring har stor betydning for både virksomheder og hele samfundet i en tid, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, og adskillige sektorer skal kæmpe hårdt for tilstrækkeligt med hænder og hoveder.

Stort potentiale

En beregning fra PFA viser, at hvis halvdelen af alle 67-70-årige fortsatte i arbejde fire dage om ugen, efter de har nået folkepensionsalderen, så vil det give omkring 24.000 ekstra fuldtidsansatte herhjemme.

”Det nye arbejdsmarked for seniorer er først og fremmest en gave for de ældre medarbejdere, som højner livskvalitet og booster pensionsopsparingen. Men det er så sandelig også er fordel for samfundet som en helhed. Det er den høje beskæftigelse, som seniorerne er hovedbidragsyder til, som er med til at sikre den gode økonomi, som vi har i Danmark,” siger Jesper Brask Fischer.

Nøglen til at forløse det store potentiale, som seniorarbejdskraften udgør, er ifølge den nye befolkningsundersøgelse fra PFA øget fleksibilitet. Her er ”mere fleksibilitet og kortere arbejdstid” nr. 1 gulerod, til at motivere til at blive længere på arbejdsmarkedet.